15 mio. kr. fra EU skal gøre Fredericia grønnere
De kommende EU-medfinansierede indsatser i Fredericia Kommune vil bl.a. gå til et projekt, hvor Fredericia Spildevand og Energi A/S og Syddansk Universitet sammen skal teste metoder og teknologier, hvor organisk affald fra fx husholdninger omdannes til biogas. Samtidig vil lokale SMV’er blive inviteret til at deltage i innovationsforløb med videninstitutioner med henblik på at udvikle nye grønne løsninger og teknologier.
EU-midlerne gives med baggrund i forventningerne om, at 80 pct. af EU’s befolkning i 2020 vil bo i byer eller bynære områder. Denne udvikling stiller derfor store krav til fremtidens byer ikke mindst, hvad angår affaldshåndtering og energieffektivitet. Derudover forventes det, at der vil være et stort forretningspotentiale for virksomheder, der formår at udtænke nye teknologier og metoder, som kan bidrage til at skabe bæredygtige og grønne byer.