Tilmelding er bindende fra og med 8 dage inden arrangementets afholdelse. DAKOFA forbeholder sig ret til at aflyse med samme varsel uden ansvar for eventuelle følgeomkostninger for de på dette tidspunkt tilmeldte.
Storskrald – Hvad er potentialet for øget forberedelse til genbrug og genanvendelse?
Det står i den nyreviderede affaldsbekendtgørelse, at kommunernes ”indsamlingsordninger for storskrald fra husholdninger skal tilrettelægges på en sådan måde, at det indsamlede storskrald forberedes med henblik på genbrug eller at der sikres en høj, reel genanvendelse af storskraldet”. Parallelt med den nye affaldsbekendtgørelse er et af initiativerne i udkastet til Handlingsplan for cirkulær økonomi – National plan for forebyggelse og håndtering affald 2020-2032, jævnfør afsnittet om strømlinet sortering og indsamling af husholdningsaffald, at kommunerne ”i udbud af storskraldsordninger skal specificere, at der skal udføres en eftersortering med henblik på at opnå en høj reel genanvendelse og for forberedelse med henblik på genbrug”. Samme afsnit i udkastet til national affaldsplan nævner også, at kommunernes storskraldsordninger er meget forskellige bl.a. i forhold til omfattede affaldsfraktioner, frekvenserne for afhentning, om der anvendes faste ruteordninger eller ringe-/meldeordningerne etc.
En del af de genanvendelige materialer i storskraldet indsamles og afsættes særskilt med henblik på genanvendelse, men ca. 80 % udgøres af en blandet, brændbar del. Det estimeres, at der indsamles omkring 100.000 tons storskrald, som går til forbrænding. Erfaringer og forsøg med eftersortering af den brændbare del af storskraldet fra kommuner og sorteringsvirksomheder viser, at 20-50 pct. af det indsamlede, brændbare storskrald består af genanvendelige materialer. Det vurderes, at det største potentiale er eftersortering af rent træ foruden en vis mængde metal, pap og plastik. Derudover er der typisk en vis mængde storskrald, som kan indsamles med henblik på forberedelse til genbrug, hvilket nogle få kommuner allerede gør i dag. Kommunernes fremtidige muligheder for selv først at sælge det genbrugelige affald, herunder storskrald, vil dog blive mere begrænset, fordi ”genstandene skal først gøres tilgængelige for private aktører, herunder frivillige organisationer og borgere” ifølge et af initiativerne i udkastet til den nye nationale affaldsplan.
Hvordan genanvendelses- eller genbrugspotentiale i affald indsamlet i storskraldsordninger skal høstes og tilrettelægges er i fokus på dette DAKOFA webinar, hvor du vil blive opdateret på de seneste tiltag og får mulighed for at deltage i debatten om vejene frem til at realisere dette potentiale i storskrald.
OBS: Det er som følge af corona-forholdsregler kun muligt at deltage i arrangementet online via Zoom/YouTube. Link til arrangementet vil blive sendt ud 1-3 hverdage inden arrangementet i en separat email. Youtubelink fremsendes ca. 30 minutter før starten på arrangementet. 1-2 dage efter arrangementet fremsendes et andet Youtubelink, hvor det er muligt at se/gense arrangementet i en periode på 14 dage.