Tilmelding er bindende fra og med 8 dage inden arrangementets afholdelse. DAKOFA forbeholder sig ret til at aflyse med samme varsel uden ansvar for eventuelle følgeomkostninger for de på dette tidspunkt tilmeldte.
Hvem må tage skraldet? Ny Affaldsaktørbekendtgørelse og Affaldsregisterbekendtgørelse
Som led i dette bliver Affaldsaktørbekendtgørelsen og Bekendtgørelsen om Affaldsregisteret ændret, og de to bekendtgørelser er derfor sendt i høring med høringsfrist den 9. november. Der er tale om væsentlige ændringer i forhold til definitioner, gebyrbestemmelser og standardregulativer. Desuden indbefatter ændringerne, at indsamlingsvirksomheder overtager affaldsproducerende virksomheders ansvar for at sikre høj reel genanvendelse, og indsamlingsvirksomhederne bliver således forpligtet til at dokumentere, hvor stor en del af de enkelte affaldsfraktioner, der reelt bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt.
Der reguleres endvidere med indførsel af krav om, at kommunerne skal opkræve særskilte gebyrer hos virksomhederne for konkrete anvisninger af erhvervsaffald og for anmeldelse og dokumentation af jordflytninger. Herudover indføres mulighed for at sanktionere borgere, der ikke kan godtgøre, at affald er håndteret i overensstemmelse med kommunens konkrete anvisninger samt virksomheder, der ikke kan godtgøre, at affald enten er håndteret efter kommunens konkrete anvisninger eller eksporteret. Kommunernes mulighed for at vælge, at borgere har objektivt ansvar for affaldsbeholdere udgår desuden fra standardregulativerne.
På dette webinar vil vi dels forsøge at anskueliggøre, hvad det er, der fremgår af bekendtgørelserne og dels lade en advokat og nogle af de involverede parter komme til orde for deres umiddelbare holdninger hertil.