Tilmelding er bindende fra og med 8 dage inden arrangementets afholdelse. DAKOFA forbeholder sig ret til at aflyse med samme varsel uden ansvar for eventuelle følgeomkostninger for de på dette tidspunkt tilmeldte.
Høring af udkast til revideret "Bekendtgørelse om biomasseaffald"
Miljøstyrelsen sendte den 14. juni 2023 et udkast til revideret biomasseaffalds-bekendtgørelse i høring med frist for høringssvar den 28. juli 2023. Fremover skal færre typer af biomasseaffald klassificeres som forbrændingsegnet biomasseaffald, herunder ubehandlet bomuld og hør. Der indføres en grænseværdi for max indhold af fysiske urenheder i bl.a. grene, stød og rødder fra have-/parkaffald omfattet af bekendtgørelsen.
DAKOFA gennemgik ændringerne i høringsudkastet i en nyhed den 19. juni 2023 og nævnte bl.a.:
Max 1 o/oo fysiske urenheder i have-/parkaffald til forbrænding
I udkastet til en revideret bekendtgørelse er der indsat en bagatelgrænse for indhold af fysiske urenheder i have-/parkaffald omfattet af bekendtgørelsen. Det fremgår af en ny §4, at indholdet må være op til 1 promille fysiske urenheder målt på tørstof. En sådan grænseværdi har længe været efterspurgt af branchen og er belyst nærmere i rapporten ”Have-/parkaffald til energiudnyttelse ved forbrænding”, Miljøprojekt nr. 2091 fra 2019 (hent rapporten her, se side 25-26 og 35-36).
Biomasseaffald på bilaget er ikke nødvendigvis forbrændingsegnet
Det fremgår af høringsbrevet, at Miljøstyrelsen finder det nødvendigt at præcisere, at bekendtgørelsen kun er relevant for de biomasser, der ikke er egnet til materialenyttiggørelse. Det fremgår nu af bekendtgørelsen, at affaldet skal være forbrændingsegnet for at være omfattet af bekendtgørelsens anvendelsesområde, og det, at bestemte affaldstyper er optaget på bekendtgørelsens bilag 1, er ikke ensbetydende med, at dette affald altid er forbrændingsegnet.
Flere affaldstyper fjernes som biomasseaffald omfattet af bekendtgørelsen
Ubehandlet bomuld og hør fjernes fra bekendtgørelsens bilag. De tre affaldstyper Malt (red.: dvs. fra ølbrygning), Frugtrester (tørre frugtdele) samt Ubehandlet korn og ubehandlede frø fjernes også fra bekendtgørelsens bilag.
Find høringsbrev og udkast til revideret bekendtgørelse på høringsportalen her
Program
Indledning
v/ Morten Carlsbæk og Mette Skovgaard, DAKOFA
Gennemgang af ændringerne i udkast til revideret Bekendtgørelsen om biomasseaffald
v/ Christian Hauschildt og Casper Schwartz Glottrup, Miljøstyrelsen
Korte kommentarer fra 4 brancheorganisationer til høringsudkastet
Max Nitschke, Dansk Fjernvarme
Hanne Johnsen, Dansk Affaldsforening
Bruno Sander Nielsen, Biogas Danmark
Bjarne F. Larsen, formand for Genanvend Biomasse, ansat i DAKA Denmark
Debat, kommentarer og spørgsmål fra webinar-deltagerne
Afslutning
v/ Morten Carlsbæk, DAKOFA