Friktionsbehandling er en behandlingsmetode til kildesorteret dagrenovation, kasserede fødevarer og andre organiske restprodukter med og uden emballage. Under processen bliver den organiske del nedbrudt til en grødlignende masse, der kan benyttes til biogasproduktion og efterfølgende som gødning.
 
Affaldet ledes uden forbehandling direkte ind i pulperen, som er en rund, lukket tank. I tanken bliver affaldet tilført uopvarmet vand. Under omrøringen i tanken opstår der friktion i materialet, som ruller og gnider mod hinanden.
 
Herved bliver poser og andre emballager åbnet ved oprivning uden at blive opløst sammen med det organiske materiale i blandingen. 
 
Efter opholdet i pulperen er den organiske del blevet opløst til en masse, der ligner øllebrød i farve og substans. Af flere omgange ledes blandingen derpå over i en separator. I separatoren adskilles den organiske del som biopulp fra det øvrige materiale og der skylles efter med vand. Afskylningen øger rejektens renhed. 
 
Rejekten, f.eks. plast, metal og glas, lukkes ud af separatoren. Herpå følger yderligere udsortering med henblik på genanvendelse eller som forberedelse til forbrænding.
 
Fra separatoren kan biopulpen ledes ind i en afvander for at øge tørstofindholdet. Væsken fra afvanderen bliver ført tilbage til pulperen, hvor det på ny indgår i friktionsprocessen.
 
Afhængig af tørstofindholdet bliver biopulpen som pump- eller skovlbar ledt til et biogasanlæg eller anden energiproduktion. Biogassen benyttes til produktion af bl.a. varme, strøm og drivmidler. Den afgassede biopulp bliver anvendt på landsbrugsjord som gødning. Biopulpens indhold af tungmetaller og miljøfremmede stoffer ligger under grænseværdien for anvendelse i jordbrug.
 
Affaldets opholdstid i anlægget er 20-30 minutter. Energiforbruget til oparbejdning udgør typisk under 3 procent af energiindholdet i den biopulp, der produceres.