Forebyggelse og genbrug

Hele verden er udfordret af stadigt stigende affaldsmængder. Det er derfor nødvendigt at fokusere på, hvordan vi både reducerer mængden af affald og niveauet af skadelige stoffer i affaldet.

Miljømæssige fordele ved affaldsforebyggelse

  • Ved at forebygge dannelsen af affald forhindrer vi, at affaldet overhovedet opstår.
  • Vi bruger mindre energi, når vi genbruger materialer. Dette skyldes, at produktionen af nye materialer kræver yderligere energiforbrug. Dermed bidrager affaldsforebyggelse også til at reducere udledningen af drivhusgasser.
  • Vi sparer på de begrænsede ressourcer, da vi fastholder de ressourcer, der allerede er i omløb i vores materialer.
  • Ved at begrænse mængden af giftstoffer i affaldet medvirker vi til, at færre farlige stoffer hober sig op vores i samfund og i vores miljø.

Du kan selv være med til at forebygge affald ved at:

  • Købe kvalitet: Køb produkter, der kan holde, og som kan repareres
  • Lade tingene gå videre: Del, giv, byt, lån, køb brugt og brug lejeordninger
  • Bruge igen og igen: Brug produkter og emballager, der kan bruges mange gange, og brug dine gamle ting på nye måder
  • Købe noget, der aldrig bliver til affald: Gå efter miljøvenlige oplevelser, og køb spil, musik og film som downloads
  • Spilde mindst muligt: Køb kun det, du har brug for, undgå madspild, brug e-boks, og sig nej tak til trykte reklamer (læs dem på nettet i stedet)
  • Undgå skadelige stoffer: Køb produkter, der er mærket med Svanen eller Blomsten – og undgå produkter, der belaster miljøet.

(Kilder: ’Undgå Affald’, ’Brug mere, spild mindre’ og ’Reklamer nej tak’)

Affaldsforebyggelse i EU

EU's Affaldsdirektiv
Affaldsforebyggelse har højeste prioritering i EU's affaldshierarki, som fremgår af EU's affaldsdirektiv 2008/98/EF artikel 4. Affaldsforebyggelse ses i tæt sammenhæng med at producere mindre miljøbelastende produkter og motivere forbrugerne til at købe og efterspørge grønnere produkter og mindre emballage. 

Affaldsdirektivet fastsætter endvidere krav til, at hvert medlemsland skal have udarbejdet et affaldsforebyggelsesprogram senest ved udgangen af 2012. Programmet skal efterfølgende revideres hvert 6. år og skal ifølge affaldsdirektivets artikel 29 indeholde affaldsforebyggelsesmål, beskrive eksisterende forebyggelsesforanstaltninger samt evaluere deres hensigtsmæssighed. Sigtet med sådanne mål og foranstaltninger er at bryde sammenhængen mellem økonomisk vækst og miljøbelastning fra affaldsproduktion.

Hvert land fastlægger relevante specifikke kvalitative eller kvantitative benchmarks for affaldsforebyggelsesforanstaltninger, der vedtages for at overvåge og vurdere resultaterne af foranstaltningerne, og kan fastlægge specifikke kvalitative eller kvantitative mål og indikatorer. På EU plan er der er indtil videre ikke vedtaget fælles indikatorer for affaldsforebyggelsesforanstaltninger, som affaldsdirektivet giver mulighed for.

EU's køreplan for et mere ressourceeffektivt Europa
I EU's køreplan for et mere ressourceeffektivt Europa fremgår det, at genbrug og genanvendelse bør gives højere prioritet og at der skal gives incitamenter til øget affaldsforebyggelse. Mindskning af affaldsmængderne nævnes som en mulig 2020 målsætning for køreplanen.

EU's 7. Miljøhandlingsplan
Affaldsforebyggelse er også nævnt som et vigtigt område i EU's 7. miljøhandlingsplan "Living well, within the limits of our planet". Her fremgår det, at affaldsforebyggelse i EU kan forbedres, hvilket kan give bedre udnyttelse af ressourcerne, skabelse af nye jobs, åbne markeder op samt gøre EU mindre afhængige af råvarer og samtidig forbedre miljøet.

EU's affaldsforebyggelsesuge
Som en del af EU's indsats på affaldsforebyggelsesuge (EWWR) afholdes der hvert år i november måned en fælles affaldsforebyggelsesuge, hvor medlemslande og regioner kan tilmelde sig. Formålet er at sætte fokus på affaldsforebyggelse gennem en række forskellige arrangementer og events. I 2014 blev ugen afholdt i perioden 22.-30. november 2014. Danmark deltog, ligesom tidligere år, gennem en række forskellige aktiviteter og begivenheder. Du kan læse mere om affaldsforebyggelsesugen på DAKOFA's hjemmeside ved at klikke her.

Affaldsforebyggelse i Danmark

Forebyggelse af affald er i Danmark ikke en del af affaldshierarkiet i affaldsbekendtgørelsen, da det at forebygge at noget bliver til affald betyder, at det ikke er blevet til affald og derfor ikke skal betragtes og håndteres som affald. Affaldsforebyggelse fremgår derfor som en del af affaldshierarkiet i Miljøbeskyttelseslovens § 6b.

Regeringen publicerede i april 2015 Danmark uden affald II - Strategi for affaldsforebyggelse. Overordnet er der i forebyggelsesstrategien to tværgående temaer og fem indsatsområder. De to temaer er hhv. ressourceeffektive virksomheder og grønt forbrug, som betragtes at være afgørende for en forebyggelse af affaldsmængderne.

De fem indsatsområder er tøj og tekstil, madspild, elektronik, emballage samt byggeri og anlæg. Indsatsområderne er valgt ud fra en vurdering af, at de største potentialer for affaldsforebyggelse kunne findes her. Ikke overraskende har bl.a. de øvrige nordiske lande også sat fokus på disse områder og Nordisk Ministerråd har igangsat en række projekter om netop disse områder.

Der er ikke fastlagt konkrete mål inden for de 5 områder i forebyggelsesstrategien, men udelukkende beskrevet forskellige virkemidler som f.eks. partnerskaber inden for tekstiler, madspild, emballager og bygge og anlæg, undersøgelser, aftaler, offentlige grønne indkøb, nye forretningsmodeller mv. På side 52 i strategien findes en liste over Regeringens initiativer.

En af initiativerne er, at nedsætte en task force, som skal undersøge barrierer for cirkulær økonomi, herunder identificere behov for forenkling af reglerne. Herudover er der afsat 700 mio. kr. fra eksisterende fonde og programmer som virksomheder kan til projekter til større ressourceeffektivitet.  

Visning
loading
Flere

Rapporter, idekataloger mv.

Idékatalog fra de danske affaldsforebyggelsesuger 2011-15

Europæisk guide fra EWWR med de bedste eksempler på affaldsforebyggelse

Affald Sverige har i samarbejde med IVL udarbejdet en håndbog i affaldsforebyggelse målrettet kommunerne.

"Idékatalog til affaldsforebyggelse", Miljøstyrelsen, 2010 indeholder mere end 100 konkrete og praktiske initiativer og idéer til øget affaldsforebyggelse for både virksomheder, offentlige instanser og borgere.

"Goda exempel på förebyggande av avfall för kommuner", Avfall Sverige, 2011

"Förslag på idéer", Den svenske forbyggelsesuge 

"Development of scientific and technical foundations for a national waste prevention programme", Umweltbundesamt, som på engelsk beskriver 296 forebyggelsesintiativer fra ind- og udland.

Engelske WRAP har udviklet et "Household Waste Prevention Toolkit"

 

 

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.