Kan Danmark blive så cirkulært, at vi kan undvære affaldsforbrænding?
Med afsæt i Bornholms ambitiøse “Vision 2032”, der sigter mod at gøre øen "affaldsfri", inviterede Bofa til debat om fremtidens ressourcehåndtering og om, hvorvidt affald i virkeligheden er en ressource, vi endnu ikke er blevet gode nok til at udnytte.
På scenen stod Anne Thomas (A), medlem af kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommune, Jannick Buhl, områdechef for CCUS, PtX og biomasse i Dansk Fjernvarme, og Michael Søgaard Jørgensen fra Aalborg Universitet. Dakofas direktør Ole Morten Petersen modererede debatten.
Vi bruger ressourcerne hurtigere, end kloden kan følge med
Debatten tog afsæt i den grundlæggende udfordring, at vores forbrug af råstoffer langt overstiger jordens evne til at genskabe dem.
Samtidig blev det understreget, at ressourceknaphed ikke længere kun er et miljøproblem. Adgangen til kritiske materialer er i stigende grad blevet et geopolitisk spørgsmål, som påvirker både forsyningssikkerhed og konkurrenceevne.
"Vi kan ikke blive ved med at basere vores samfund på, at vi udvinder nye ressourcer og brænder de gamle af," lød det som et gennemgående budskab gennem debatten.
Bornholm vil vise vejen
På Bornholm har man sat et konkret mål: I 2032 skal affald som begreb i princippet være afskaffet.
Anne Thomas beskrev visionen som et forsøg på at flytte fokus fra affaldshåndtering til ressourceforvaltning. Målet er ikke, at der ikke længere produceres affald, men at materialerne holdes i kredsløb så længe som muligt gennem genbrug, genanvendelse, reperation og nye forretningsmodeller.
Visionen har vakt opmærksomhed langt uden for øens grænser, fordi den udfordrer den traditionelle tankegang om, at halvdelen af husstandenes affald ender i forbrændingsanlæg.
Affaldsforbrændingens rolle blev udfordret
Et af debattens mest centrale spørgsmål handlede om affaldsforbrændingens fremtid.
Forbrændingsanlæggene har i årtier været en hjørnesten i den danske affaldssektor og samtidig leveret varme til millioner af danskere gennem fjernvarmesystemet.
Men hvis stadig flere materialer skal genbruges og genanvendes, vil mængden af brændbart affald nødvendigvis falde.
Her pegede Jannick Buhl på, at udviklingen stiller nye krav til energisystemet, samt at vi også skal se vores rolle som en nation med effektiv og sikker affaldsforbrænding i en international kontekst, da andre europæiske lande har brug for at eksportere deres brændbare mængder. Dette blev dog mødt af modargumentet om, at vi på den måde er med til at fastholde et ressourcemæssigt uheldigt ”forbrændingsregime” som med udsigt til CO2-rensningsteknologier som CCUS vil blive et teknologisk log-in, hvilket ikke just fordrer en cirkulær omstilling.
Debatten viste samtidig, at der ikke nødvendigvis er et modsætningsforhold mellem en mere cirkulær økonomi og et robust energisystem – men at omstillingen kræver planlægning og investeringer.
Vi har gjort det før
Flere af deltagerne pegede på, at Danmark tidligere har gennemført store forandringer i affaldssektoren. Deponering var engang den dominerende løsning, men i dag sendes kun en begrænset del af affaldet til losseplads. Derfor blev spørgsmålet om udfasning af affaldsforbrænding også sat ind i et historisk perspektiv.
Hvis Danmark tidligere har kunnet flytte store affaldsstrømme væk fra deponering, hvorfor skulle det så ikke være muligt gradvist at flytte endnu flere materialer væk fra forbrænding over til genbrug, genanvendelse og nye forretningsmodeller?
Spørgsmålet er ikke om – men hvordan
Selvom der var forskellige perspektiver på tempoet og vejen frem, tegnede der sig et fælles billede blandt paneldeltagerne.
Den cirkulære omstilling er ikke længere en nicheagenda. Den er ved at blive et nødvendigt svar på både klimaudfordringer, ressourceknaphed og geopolitiske afhængigheder.
Derfor kom debatten i sidste ende mindre til at handle om, hvorvidt Danmark skal bevæge sig mod et samfund med mindre affaldsforbrænding, og mere om hvordan det skal ske.
Hvordan skaber vi markeder for genanvendte materialer? Hvordan designer vi produkter til flere liv? Hvordan sikrer vi, at energisystemet følger med? Og hvor hurtigt tør vi flytte os?
Svarene er endnu ikke entydige.
Men hvis stemningen på Cirkulær Scene var en indikator, er ambitionerne til stede. Spørgsmålet er nu, om handlingerne på såvel Bornholm som det øvrige Danmark følger med.