Emballageforordning: opfølgning på vejledning og FAQ

Europa-Kommissionen har præciseret nogle forhold om kompositmaterialer, problematiske stoffer, genanvendelig emballage og minimumsindhold af genanvendt materiale i plastemballage

På et møde i Ekspertgruppen for Affald den 20. maj 2026 præsenterede Europa-Kommissionen en opfølgning på vejlednings- og FAQ-dokumentet om forordning (EU) 2025/40 om emballage og emballageaffald (PPWR).

Artikel 3, Definitioner, kompositemballage
Kommissionen behandlede definitionen af kompositemballage i artikel 3. Det blev forklaret, at emballage klassificeres som kompositemballage, når de materialer, der ikke udgør det primære emballagemateriale, tilsammen udgør mere end 5 % af den samlede vægt. Dette gælder også, selv om ingen af de enkelte materialer hver især overstiger 5 %. Etiketter, lakker, maling, trykfarver og klæbemidler indgår dog ikke i denne beregning.

Forordningens definition: 24)»kompositemballage«: en emballageenhed, der består af to eller flere forskellige materialer, som udgør en del af vægten af det primære materiale til emballagen, og som ikke kan adskilles ved håndkraft og derfor udgør en enkelt integreret enhed, medmindre et af materialerne udgør en ubetydelig del af emballageenheden og under alle omstændigheder højst 5 % af emballageenhedens samlede masse, bortset fra mærker, fernis, maling, farve, klæbemidler og lak; dette berører ikke direktiv (EU) 2019/904.

Artikel 5, Krav til stoffer i emballage
Vedrørende overensstemmelseserklæringen (Declaration of Conformity) i henhold til artikel 5, præciserede Kommissionen, at den generelle forpligtelse til at minimere indholdet af problematiske stoffer samt grænseværdien for fire tungmetaller (bly, cadmium, kviksølv og hexavalent krom) gælder for al emballage fra den 12. august 2026. Producenter kan anvende eksisterende standarder som dokumentation for overensstemmelse, herunder EN 13428:2004 for minimering af problematiske stoffer og CEN-rapport CR 13695-1:2000 til måling af tungmetaller.

Artikel 6, Genanvendelig emballage
Kommissionen præciserede, at selv om forordningen kræver, at al emballage, der bringes i omsætning, skal være genanvendelig, opretholdes den nuværende situation frem til den 1. januar 2030. Producenter er derfor ikke forpligtet til at gennemføre en overensstemmelsesvurdering eller udarbejde en overensstemmelseserklæring vedrørende genanvendelighed, før den relevante delegerede retsakt træder i kraft. Indtil da kan standarden EN 13430:2004 anvendes som vejledning.

Artikel 7, Minimumsindhold af genanvendt materiale i plastemballage
Kommissionen understregede, at bestemmelsen ikke er begrænset til plastemballage som helhed, men at kravene gælder for enhver plastkomponent i enhver form for emballage.

Artikel 10, Emballageminimering
Bestemmelserne har ingen umiddelbare praktiske konsekvenser før den 1. januar 2030. Kravene vil gælde for al emballage, med undtagelse af emballage, der er beskyttet af immaterielle rettigheder, eller som anvendes til produkter med beskyttet geografisk betegnelse. Kommissionen vil påbegynde revisionen af den relevante standard i 2027, og en maksimal grænseværdi vil kun finde anvendelse på de emballagetyper og -formater, der er omfattet af standardiseringsanmodningen.

Bilag V, Begrænsninger for anvendelse af emballageformater
Kommissionen orienterede om arbejdet med retningslinjerne til bilag V. En ekstern konsulent bistår med det forberedende arbejde vedrørende multipak-emballage og små emballageformater i hotel-, restaurations- og overnatningssektoren, mens European Food Safety Authority (EFSA) vurderer, hvilke friske frugter og grøntsager der bør undtages fra kravene.

Læs mere
Ekspertgruppen for Affald, The Expert Group on Waste about the Packaging and Packaging Waste Regulation (EU) 2025/40 on 20 May 2026
Dakofa, 7. april 2026, Vejledning og FAQ om emballageforordningen
Kilde: Issue Tracker, 5. juni 2026, Guidance on Interpreting PPWR: Commission Notice (kræver abonnement).

Relaterede nyheder