Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer

Om DAKOFA

Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer (DAKOFA) er en selvejende medlemsorganisation og kompetencecenter for hele den danske affalds- og ressourcesektor.

Om DAKOFA

DAKOFAs fornemste opgave er at ruste den danske affalds- og ressourcesektor til at navigere i et dynamisk samfund og i en globaliseret verden. Nye rammebetingelser, øgede krav til ressourceeffektivisering, skærpede lovkrav og et ydre pres om stadige miljøforbedringer skaber behov for videndeling, information, erfaringsudveksling og innovation.
 
DAKOFA opsamler såvel national som international viden og erfaringer, og udvikler, koordinerer og afholder seminarer, konferencer, netværksmøder, kurser og workshops, hvor læring og innovation er i fokus. Kompetencecenterets fagområder dækker hele affalds- og ressourceområdet, herunder renere teknologi, produktorienteret miljøindsats, affaldsforebyggelse og ressourceeffektivitet.
 
DAKOFAs ca. 260 medlemmer omfatter bl.a. centrale og lokale myndigheder, private organisationer, forskningsinstitutioner, primærkommuner, kommunale og fælleskommunale affaldsselskaber, affaldsproducenter, affaldsbehandlere, vognmænd, rådgivere og leverandører inden for affaldsområdet.
 
DAKOFA betragtes som den eneste forening på området, hvor både private og offentlige medlemmer kan mødes på neutral grund og udveksle erfaringer og synspunkter i et apolitisk forum.