Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Velkommen til et nyt DAKOFA-netværk!

14. september 2017
Velkommen til et nyt DAKOFA-netværk!
I mandags bød DAKOFA velkommen til et nyt netværk om tekstiler. 37 snakkelystne aktører fra hele værdikæden var mødt op for, i fællesskab, at lægge fundamentet til netværket og for at påbegynde en dialog, der skal øge samarbejde og videndeling inden for sektoren.

Øget kendskab til hinanden og fælles kommunikation
Formiddagen igennem blev der talt om forventninger og ønsker til netværket. I den forbindelse blev det klart, at mange først og fremmest har brug for at danne netværk på tværs af hele kæden for simpelthen at blive klogere på, hvem aktørerne er, hvad de kan tilbyde hinanden i de forskellige led i værdikæden såvel som hvilke udfordringer de hver især står med lige nu. En del af de kommende netværksaktiviteter vil derfor være, at netværkets medlemmer vil få tid og rum til at møde hinanden og tale sammen, således at de kan etablere nye kontakter og samarbejder, og så de hver især kan få en bedre forståelse for hinanden og begynde at ”tale samme sprog”.

I forhold til, hvad medlemmerne forventer sig af netværket, er der også et bredt ønske om videndeling om konkrete problemstillinger, idet det hurtigt blev tydeligt, at mange af netværkets medlemmer ligger inde med en bred viden inden for temaer, som kan være en stor hjælp i forbindelse med andre medlemmers udfordringer. Mere konkret blev det også nævnt, at der er et stort ønske om at opnå et fælles fodslag på tværs af værdikæden i forhold til kommunikation således, at eksempelvis forbrugere og borgere ikke er i tvivl om, hvilke typer af brugt tekstil, der kan indsamles, og hvad der sker med dem efter de er blevet indsamlet. Den fælles kommunikation vil således også være et tema, som vil blive taget op på et af de kommende netværksmøder.

Stort potentiale for at øge samarbejdet omkring indsamlingen
På programmet for dagen var også en diskussion af, hvordan aktørerne i hele værdikæden kan blive bedre til at samarbejde omkring indsamlingen af brugt tekstil således, at indsamlingsprocenterne kan øges og mere værdi kan hentes op fra skraldespandene. Diskussionen blev indledt med et inspirationsoplæg fra Danish Fashion Institute. Som det også er nævnt i denne nyhed, har en lang række globale brands, herunder også mange danske, forpligtet sig til den såkaldte Global Fashion Agenda, og dermed bl.a. også til at hjælpe med at øge indsamlingen af brugt tekstil. I Danmark har vi god tradition for at indsamle de brugte tekstiler ved hjælp af både private og velgørende organisationer, så der er nu brug for at tage fat på en fælles dialog om, hvordan samarbejder mellem brands og de eksisterende indsamlere kan etableres. Underskriverne af Global Fashion Agenda skal i november præsentere en plan for, hvordan de vil være med til at øge indsamlingen, men allerede nu ved man, at aktørerne ønsker at lægge op til et bredt samarbejde, hvor der dermed også er plads til de danske aktører, som ønsker at være med i et samarbejde.

I tillæg til underskriverne af Global Fashion Agenda er en række kommuner og affaldsselskaber også begyndt at indsamle brugte tekstiler. En stor del af formiddagen gik derfor med at diskutere mulige samarbejds- og sameksistensformer, de tre aktørgrupper imellem. Debatten understregede især, som det også er nævnt ovenfor, at der først og fremmest er brug for at etablere fælles kommunikation omkring indsamlingen. Men aktørerne er også enige om, at der findes adskillige modeller for, hvordan de både kan sameksistere og samarbejde, og dermed også, at der ikke findes én universel løsning for, hvordan man kommer videre. Det er mere vigtigt at forankre samarbejderne lokalt og tilpasse dem til lokale forhold. I debatten blev det også nævnt, at en øget indsamling kun giver mening, hvis materialet der indsamles i højere grad designes, så det er egnet til både genbrug og genanvendelse, hvilket understreger behovet for, at genbrugsaktører, indsamlere og behandlere begynder at kommunikere med designere og producenter. Endelig var der også bred enighed om, at der er et stort potentiale for husstandsindsamling af brugte tekstiler, men også, at man skal være opmærksom på, hvordan det kan fungere i praksis samt, hvilke faldgruber der kan være.

Ny aftale skal fremme det brede værdikædesamarbejde
På mødet blev også et nyt samarbejde mellem DAKOFA og Lifestyle & Design Cluster præsenteret. Lifestyle & Design Cluster er en organisation, som har godt fat i de aktører, som designer og producerer tekstiler, mens DAKOFA som bekendt også henvender sig til de aktører, som arbejder med den anden ende af værdikæden. I fællesskab når de to organisationer således bredt ud i hele værdikæden til gavn for alle, som deltager i netværket. Mere konkret betyder samarbejdet, at LDC deltager i netværket for at kunne opsamle idéer til arbejdsgrupper eller egentlige projekter, der vil kunne dykke dybere ned i mere specifikke problemstillinger, som ikke kan drives videre i netværkets regi. LDC vil således fremover kunne overtage eller videreføre idéer, som de vil kunne finansiere fuldt eller delvist, såfremt de ligger inden for organisationens rammer.


Hvis du er medlem af netværket kan du finde præsentationerne fra dagen samt et kommissorie for netværket på netværkets hjemmeside.

 

 

Læs mere i vidensbanken

Tekstiler
Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.