Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Stort genanvendelsespotentiale i sommerhuse og etageejendomme

21. januar 2015
Stort genanvendelsespotentiale i sommerhuse og etageejendomme
Mere end 2/3 af affaldet fra sommerhuse og etageejendomme kan genanvendes i stedet for at blive sendt til forbrænding. Det kræver blot, at borgerens afleveringsmuligheder er tilfredsstillende, logistikken bliver indrettet derefter og at kommunen får informeret borgerne om ordningerne.

Det var nogle af konklusionerne ved dagens DAKOFA-konference om indsamling af affald fra etageejendomme og sommerhuse, som havde trukket over 100 deltagere fra hele affaldssektoren. Ved at få sorteret det genanvendelige affald fra i disse boligtyper, vil man dels komme tættere på efterlevelse af regeringens mål om 50 % genanvendelse af husholdningsaffaldet i 2022 og dels skabe fundamentet for yderligere initiativer overfor enfamiliehusstandene.

Næsten halvdelen af affaldet fra etageejendomme udgøres af madaffald, som kan gå til bioforgasning, mens en fjerdedel består af pap, papir og emballager, som kan genanvendes. Desuden viser en undersøgelse foretaget af konsulentfirmaet Econet, at genanvendelsen er højere i de bebyggelser, hvor der er affaldsskakte end dem, hvor man kun kan aflevere sit affald i containere og spande i gården. Det er nok så vigtig viden for de kommuner, hvor man ellers er i færd med at sløjfe affaldsskakterne.

En dugfrisk undersøgelse i Gribskov Kommune viser lige som for etageejendommene, at ca. halvdelen af affaldet er af organisk karakter og at en fjerdedel er andet genanvendeligt affald. Mange steder er det vanskeligt at indføre ordninger for det genanvendelige affald i sommerhusområderne på grund af problematiske adgangsforhold, skiftende lejere, ikke-dansktalende turister og store variationer i tømningsbehov. Derfor har Gribskov Kommune i samarbejde med Frederikssund og Halsnæs kommuner sat et projekt i søen, hvor man vil undersøge om der er basis for et koncept, hvor man sorterer sit affald i forskelligfarvede poser med en efterfølgende optisk, central sortering. Dermed kan man forestille sig en affaldssortering, der kan være lige så differentieret som man miljømæssigt og økonomisk finder hensigtsmæssigt. Et eventuelt optisk sorteringsanlæg vil blive dimensioneret med udvidelsesmuligheder, så alle andre typer husstande kan indgå i ordningen på et senere tidspunkt.

De vanskelige forhold vedrørende sortering af det genanvendelige affald fra såvel sommerhuse og etageejendomme kan således blive en løftestang for at etablere nogle ordninger generelt, hvor man i højere grad sammenblander eksempelvis de tørre, genanvendelige materialer for at de efterfølgende kan blive sorteret på et automatisk sorteringsanlæg. At dette kan medføre nogle yderst positive resultater, hvad angår genanvendelsesprocenter, blev på konferencen fremlagt af henholdsvis Håkon Jentoft fra Oslo Kommune og Paul Dumpleton fra CD Group i England. Deres erfaringer med at opføre automatiske sorteringsanlæg var, at man ikke bare havde opnået en højere genanvendelse men også at man havde opnået nogle økonomiske fordele. Hvad angår automatiske sorteringsanlæg henvises endvidere til de forestående dialogmøder foranstaltet af partnerskabet bag ”Fyrtårnsprojektet” (se DAKOFAs arrangementskalender).

Oplæggene fra konferencen kan ses ved at trykke her.

 

 

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.