Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Regeringen opgiver reklameafgift – mængden faldet 24 % fra 2010 til 2013

11. maj 2015
Regeringen opgiver reklameafgift – mængden faldet 24 % fra 2010 til 2013
Skatteministeriet har på sin hjemmeside oplyst, at regeringen nu helt opgiver den reklameafgift, som ellers var indbygget i finansloven fra 2012. Afgiften skulle have nedbragt mængden fra hvad man troede ville være 153.000 ton i 2013 til 145.000 i 2014. Ifølge et ledsagende faktaark faldt mængden imidlertid allerede i 2013 til 128.500 ton. Derfor ser regeringen ingen grund til at gennemføre afgiften, og provenuet hentes i stedet hjem på en forhøjelse af cigaret- og tobaksafgiften. Kommunerne derimod har ingen steder at hente de manglende papirmængder hjem i jagten på de 55 % af Miljøstyrelsens potentialetal fra 2010.

10 % under MSTs 2010-potentiale
De 128.500 ton, som Skatteministeriet nu oplyser uddelt i 2013, ligger 24 % under den reklamemængde på 166.500 ton, som fremgår af Miljøstyrelsens seneste papirpotentialeopgørelse, der baserer sig på 2010-data. Og nedgangen udhuler det samlede pap- og papirpotentiale med 10 %. Det bliver med andre ord sværere for kommunerne at honorere kravet i affaldsbekendtgørelsens § 28 om indsamling af 55 % af det til en hver tid udmeldte potentiale (som jo altså allerede i 2013 lå 10 % for højt i forhold til de faktiske mængder).

Den aktuelle mængde af reklamer, der uddeles i 2015, kendes ikke, men alene ud fra andelen af ’Reklamer Nej Tak’-tilmeldte husstande, må mængden formodes at være gået yderligere ned.

’Reklamer Nej Tak’ vokset fra 20 til 41 % siden 2010 – og mængden pr. husstand falder
I dag (maj 2015) er gennemsnitligt 41 % af samtlige husstande i Danmark tilmeldt ’Reklamer Nej Tak’ – dækkende over en spredning fra 63,8 % på Frederiksberg til 5,3 % på Anholt (Storkøbenhavn ligger på 51 % og de øvrige landsdele mellem 32 og 43 % med Østjylland som top-scorere).

Ifølge historiske opslag på DR.dk var den gennemsnitlige andel af Reklamer Nej Tak 20 % på landsplan i 2010. MST-potentialet på 166.500 ton er således baseret på, at 20 % af husstandene ikke modtog reklamer, hvilket giver en gennemsnitlig, årlig mængde pr. husstand, der modtog reklamer, på 81 kg (altså væsentligt mere end de 64,7, som ifølge MST-potentialet uddeltes i snit for alle husstande). Hvis andelen af tilmeldte til ’Reklamer Nej Tak’ antages at have udviklet sig jævnt siden 2010, må andelen formodes at have ligget på ca. 30 % i 2013, hvor 128.500 ton reklamer uddeltes. Det giver et gennemsnit pr. husstand, der modtog reklamer, på kun 71 kg/år.

Så ud over, at andelen af husstande, der er tilmeldt Reklamer Nej Tak, er stødt voksende, så er mængden af reklamer, der uddeles pr. husstand til de husstande, der fortsat modtager reklamer, samtidig stødt faldende. Alt dette forklarer meget af det fald i papirmængder til genanvendelse, som stort set alle kommuner oplever.

Også Nej Tak til gratisaviser
Hertil kommer, at nu også 13,8 % af alle husstande frabeder sig gratisaviser (igen dækkende over en spredning fra 35,5 % i postdistrikt København V til 0 % i Vejers Strand). Her har det ikke været muligt at opdrive historiske data til belysningen af udviklingen siden 2010, hvor gratisaviser ifølge MST-potentialet udgjorde 38.300 ton, eller gennemsnitligt 14,9 kg pr. husstand.

Kilder:
Se Skatteministeriets pressemeddelelse om opgivelse af reklameafgiften her (hvor der også er link til faktaark om mængder) 
 
Se Post-Danmarks oversigt over ’Reklamer Nej Tak’ her (opgivet på postnummerniveau og landsdelsvis)

 Se MSTs potentialeopgørelse over pap og papir her (Miljøprojekt 1411, 2012)

 Se affaldsbekendtgørelsen (Bekg. nr. 1309/2012) her (§ 28 findes i kapitel 7)

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.