Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Nyt vejkort til cirkulær økonomi i Norge

23. juni 2016
Avfall Norge har i samarbejde med Norsk Gjenvinning og VESAR affaldsselskab kommet med nye anbefalinger til virksomheder og offentlige myndigheder, som kan være med til at fremme den cirkulære økonomi.

På ISWAs Becon konference i Oslo i juni fremlagde Avfall Norge den spritnye rapport ”Avfalls- og gjenvinningsbransjens veikart for sirkulær økonomi”. Rapporten givet et godt overblik og kommer med flere nye, spændende anbefalinger til henholdsvis affaldssektoren og til myndighederne.

Vejkortets hovedanbefalinger til affaldssektoren:

  • Tættere samarbejde både i sektoren, både internt, mellem offentlige og private og med andre led i værdikæden (bl.a. industrien og landbruget) for at fremme konkurrencedygtige brug af sekundære råvarer og ressourceeffektive løsninger.
  • Sektorens indsamling og transport er CO2-neutral inden 2030 og benytter hovedsageligt drivmidler, som er biprodukter fra materialegenanvendelse.
  • Sektoren bidrager til at udvikle branchestandarder og fælles kvalitetskrav for sekundære råvarer i tæt samarbejde med industrien og landbruget.

Til offentlige myndigheder er nogle af Vejkortets anbefalinger:

  • Udarbejdelse af en klar national strategi for ressourceeffektivitet, som også indeholder mål for såvel affaldsminimering, genbrug som genanvendelse, og som opstiller tydelige rammevilkår for aktørerne. Der bør være mål for både husholdningsaffald og erhvervsaffald.
  • Norske myndigheder indfører krav om minimumsindhold af sekundære råstoffer (fx for byggematerialer, gødning, jordblandinger og voksemedier).
  • Indførelse af krav til børsnoterede selskaber om afrapportering af selskabets affaldshåndtering for at sikre sporbarhed og kontrol af råvarestrømmene og styrke ressourceeffektivitet.
  • Prioritering i offentlige udbud om anvendelse af sekundære råvarer og ressourceeffektive løsninger, både som direkte krav og i vurderingskriterierne.
  • Det nordiske Svanemærke videreudvikles og styrkes i cirkulær retning.
  • Evt. flere og effektive produktansvarsordninger (fx for udtjente fritidsbåde) og grønne afgifter (fx på spagnum).

Vejkortet bygger bl.a. på et udredningsprojekt om cirkulær økonomi og affaldshåndtering, som Avfall Norge havde bedt ’Club of Rome’ udarbejde med udgangspunkt i norske forhold. Tre underscenarier fra Club of Rome’s rapport er af særlig interesse i denne forbindelse.

Disse underscenarier og deres effekter anses for additive og består af følgende:

  • Affaldsminimerings-scenariet antager, at 25 % mindre indkøb af råvarer. Det vil give 2 % lavere CO2-emission, 10.000 flere arbejdspladser og 0,3 % lavere bruttonationalprodukt.
  • Øget genanvendelses-scenariet antager, at 50 % af forbruget af jomfruelige råvarer erstattes af sekundære råvarer. Det vil give 2 % lavere CO2-emission, 5.000 flere arbejdspladser og ingen ændring i bruttonationalproduktet.
  • Længere produktlevetids-scenariet antager, at varige forbrugsgoder holder dobbelt så længe pga. bedre design, vedligehold, reparation og opgraderinger. Det vil give 7 % lavere CO2-emission, mere end 30.000 flere arbejdspladser og mere end 2 % højere bruttonationalprodukt.

Club of Rome anvender en input/output model for nationaløkonomien og inddrager også afledte effekter af tiltag. Det antages bl.a., at øget økonomisk råderum opnået ved lavere ressourceforbrug og længere produktlevetid anvendes til tekniske konsulenter og nyt udstyr nødvendigt for overgangen til en øget cirkulær økonomi. Det er en statisk analyse for en her og nu ændring, så udvikling af f.eks. reparation til at blive mindre arbejdsintensiv eller produktudskiftning begrundet i teknologiske forbedringer indgår ikke.

Rapporten ’Avfalls- og gjenvinningsbransjens veikart for sirkulær økonomi’ fra 2016 kan findes her  

Club of Rome’s rapport ‘The Circular Economy and Benefits for Society – A study pertaining to the Norwegian Economy’ fra 2016 kan findes her

 

 

Læs mere i vidensbanken

Cirkulær økonomi
Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.