Nyhed: Nyt om EU's retningslinjer for separat indsamling af affald

Da EU’s affaldsdirektiv blev revideret tilbage i 2018, blev det bl.a. afgjort, at medlemsstaterne i langt højere grad end det tidligere har været tilfældet, skal til at indsamle en række affaldsfraktioner separat. Målet er at harmonisere og forbedre affaldshåndteringen således, at man i fællesskab kan sikre et bedre input, gerne til genbrugssektoren, men naturligvis også med henblik på genanvendelsesindustrien for derigennem at højne raterne for reel genanvendelse.

Direktivet påpeger imidlertid kun hvilke fraktioner, der skal indsamles separat, og ikke hvordan det skal gøres. I forlængelse af de nye krav annoncerede Europa-Kommissionen derfor, at den ville præsentere et sæt retningslinjer for separat indsamling af affald med henblik på at hjælpe medlemsstaterne med at reducere forskelle og fragmentering i forhold til indsamlings- og sorteringssystemerne på tværs af unionen.

Arbejdet med at konstruere de nye retningslinjer er indtil nu resulteret i en ny baggrundsrapport, som giver et overblik over ”good practice” i medlemsstaterne samt en række konkrete anbefalinger til indsamlings- og affaldshåndteringssystemer. Rapporten er baseret på eksisterende data og litteratur, dybdegående interviews med en række centrale aktører i affaldssektoren samt input fra de enkelte medlemsstater.

Do’s and dont’s på det generelle plan
I de indledende kapitler finder man først og fremmest nogle generelle, interessante gennemgange af det reviderede direktiv samt en analyse af forskellige rammevilkår og initiativer, som generelt kan være med til at fremme separat indsamling. I kapitel 2 kan man således finde en grundig, men relativt overskuelig, gennemgang af de ændrede regler fra affaldsdirektivet, herunder bl.a. rationalet for at indføre dem, definitioner, forpligtelser, afvigelser samt krav til overvågning og rapportering.

Herefter følger i kapitel 3 en diskussion af forskellige succesfaktorer samt mulige risici i forhold til indføring af separat indsamling. I kapitlet kan man således blive klogere på forskellige økonomiske incitamenter for separat indsamling samt de hidtidige erfaringer fra forskellige medlemsstater som eksempelvis producentansvarsordninger, pay-as-you-throw ordninger samt forbrændings- og deponeringsafgifter. I kapitlet findes en præsentation og diskussion af forskellige indsamlingsscenarier, hvor man på forskellig vis kombinerer hente- og bringeordninger for de forskellige fraktioner og altså scenarier, som der senere hen i rapporten hele tiden vises tilbage til. Det bliver tydeligt i teksten, at der ikke er nogen enkel løsning, men med en diskussion af udfordringer og muligheder, krydret med en række good-practice eksempler bliver man klogere på, hvad der på et mere generelt plan ser ud til at virke. Endelig kan man finde inspiration til, hvordan man, mere generelt, kan anvende borgerrettet kommunikation for at fremme den separate indsamling.

Fokus på fire udvalgte fraktioner
Rapporten fokuserer på separat indsamling af ”kommunalt affald” (dvs. husholdningsaffald og lignende affald fra andre kilder, der i typer og sammensætning er sammenligneligt med husholdningsaffald) og dykker ned i følgende fire fraktioner: bioaffald, plastaffald, tekstilaffald samt farligt affald fra husholdningerne. De tre kapitler for hhv. bio-affald, plastaffald og tekstiler indeholder hver især en oversigt over de europæiske mængder for den enkelte fraktion, en præsentation af status for genanvendelse for den enkelte fraktion (og også for genbrug i forhold til tekstilerne) samt et afsnit, der præsenterer succesfaktorerne for separat indsamling af fraktionen. 

I forhold til bioaffaldet (hvilket ifølge definitionen både inkluderer have/parkaffald samt madspild og madaffald) understreges det, at den optimale løsning først og fremmest afhænger af geografi og demografi og som udgangspunkt anbefales det, at man indsamler køkkenaffald og haveaffald hver for sig. I landområder kan hjemmekompostering være en fordel, idet det som regel vil være let at implementere og næringsstofferne kan anvendes lokalt. I byområder vil en husstandsindsamling være mere optimal og kosteffektiv, men det kan blive en udfordring at finde plads, særligt i områder med høj bebyggelse. I forhold til bioaffaldet er kvaliteten imidlertid en afgørende faktor og erfaringen viser, at bringeordninger i form af nedgravede beholdere i det offentlige rum kræver tæt opfølgning, idet kvaliteten her som regel har vist sig lavere end ved en husstandsindsamling.

For plasten gælder det, at fraktionen bør opdeles i hhv. drikkevareemballager, øvrige plastemballager og ikke-emballageplast. Opdelingen mellem emballager og ikke-emballager er primært drevet af økonomiske hensyn i forhold til de krav, som ligger i lovgivningen om producentansvar for emballager. Men set ud fra et genanvendelsesperspektiv (og et borgerperspektiv) er denne opdeling imidlertid ikke altid logisk. I praksis ser man derfor oftere en opdeling mellem hård og blød plast. I takt med at sorteringsteknologierne forbedres forventes det dermed også, at fraktionerne kan indsamles sammen. De nuværende erfaringer med separat indsamling af produkter, der anvendes uden for hjemmet (såkaldte on-the-go produkter) ser umiddelbart ud til at være en udfordring og kan medføre øget forurening af fraktionen samt høje vedligeholdelsesomkostninger.

I rapporten anbefales det, at tekstilerne indsamles samlet og gerne som en kombination mellem både henteordninger og bringeordninger i både det offentlige rum og på genbrugspladser. Herefter udsorteres fraktionen til hhv. genbrug og genanvendelse med fokus på at maksimere den del, der går til genbrug. I de præsenterede good-practice cases finder man bl.a. eksempler på, hvordan indsamlingen eksempelvis kan ske i samarbejde med de allerede etablerede indsamlere, oftest NGO’er, som findes i de fleste medlemsstater.

Til forskel fra i de øvrige tre kapitler præsenteres der i rapporten for det farlige affald en række forskellige anbefalinger alt afhængig af emnet, herunder særlige diskussioner for eksempelvis ikke-tømte emballager med farligt affald samt øvrige emballager, medicin, asbest, behandlet træ mm.. Generelt anbefales det dog, at man tilbyder en kombination af en henteordning og en bringeordning på genbrugspladserne, eventuelt kombineret med take-back ordninger i butikker.

Næste skridt
Det var oprindeligt planen, at Kommissionen skulle have vedtaget retningslinjerne inden udgangen af 2019, men arbejdet er blevet forsinket. Nu forventes de at blive vedtaget i løbet af de kommende måneder og senest med udgangen af 2020. Der vil i den kommende tid pågå en tæt dialog med både affaldsaktører og nationale myndigheder med henblik på at sikre et tilfredsstillende sæt endelige retningslinjer. Retningslinjerne vil ikke blive bindende for medlemsstaterne, men bliver udarbejdet med henblik på at opmuntre til en langt mere standardiseret og effektiv praksis i EU. Dokumentet er således rettet mod både nationale og lokale myndigheder såvel som affaldsaktører.

Læs mere og deltag i dialogen
Du kan som skrevet finde masser af interessante eksempler på good-practice samt læse de mere dybdegående analyser i den samlede rapport “Guidance for separate collection of municipal waste” her.

På mandag den 18. maj kan du også deltage i Miljøstyrelsens web-dialogmøde, hvor strømligning for indsamling af farligt affald skal diskuteres. Du kan tilmelde dig det gratis arrangement ved at klikke her.