Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Nyt arbejdsprogram for Kommissionen

27. oktober 2022
Nyt arbejdsprogram for Kommissionen
Europa-Kommissionen har netop præsenteret sit arbejdsprogram for 2023 under den fængende overskrift ”Håndtering af de mest presserende udfordringer, samtidig med at kursen fastholdes på lang sigt”.

Overskriften skal illustrere det overordnede mål om, at EU skal kunne reagere på de nuværende kriser, der påvirker europæernes dagligdag, samtidig med at der holdes fokus på at gøre EU mere modstandsdygtig over for kommende kriser ved at intensivere den igangværende grønne og digitale omstilling. Det nye program præsenterer en række nye tiltag, herunder bl.a. 43 nye politiske målsætninger, 8 initiativer til at forenkle lovgivning samt 116 afventende forslag.

I forhold til affalds- og ressourceområdet ses det bl.a., at Kommissionen i 2023 vil træffe foranstaltninger, der skal reducere affald og miljøvirkningerne af affald med fokus på hhv. madspild og tekstilaffald. I forhold til førstnævnte vil Kommissionen præsentere et mål for nedbringelse af madspild, mens man for tekstilaffaldet dels vil arbejde for at forbedre genanvendelsen og dels for at sikre, at producenter bærer et større ansvar for behandlingen af affaldet. Initiativet forventes at blive præsenteret i andet kvartal af 2023 og i form af lovgivningsmæssige tiltag.

Kommissionen vil også arbejde for at imødegå nuværende og fremtidige risici for strategisk afhængighed på råstofområdet. Det betyder, at Kommissionen vil foreslå EU-foranstaltninger med henblik på at sikre tilstrækkelig og diversificeret adgang til kritiske råstoffer, der er nødvendige for Europas digitale og økonomiske modstandsdygtighed, sådan som det også er beskrevet yderligere i denne nyhed (link: Nyhed: EU-høring om kritiske råstoffer, 10. oktober 2022). Initiativet forventes at blive præsenteret i første kvartal af 2023 og i form af både lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige tiltag.

I overensstemmelse med kommissionens principper om bedre regulering vil Kommissionen i øvrigt også fortsat arbejde med at afdække mulighederne for at forenkle og mindske byrder samt støtte bæredygtighed.

I forbindelse med offentliggørelsen af arbejdsprogrammet udtalte Kommissionsformand Ursula von der Leyen følgende: "I løbet af det seneste år har vi været konfronteret med en række sammenfaldende kriser som følge af den barbariske russiske invasion af Ukraine. I 2023 vil vi fremme en ambitiøs dagsorden for borgerne — tackle de høje energipriser for at mindske byrden for familier og virksomheder i hele Europa og samtidig fremskynde vores grønne omstilling. Derhjemme og over hele verden vil vi forsvare demokratiet og retsstatsprincippet."

Læs mere
Du kan finde arbejdsprogrammet samt en række relaterede dokumenter her på Kommissionens hjemmeside.

Du kan også finde pressemeddelelsen fra lanceringen her

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.