Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Nye overblik over affaldshåndtering og ressourceeffektivitet i de europæiske medlemsstater

16. november 2016
Nye overblik over affaldshåndtering og ressourceeffektivitet i de europæiske medlemsstater
Findes der en afgift på deponering af bionedbrydeligt affald i Letland? Hvor langt er man med genanvendelse af husholdningsaffald i Spanien? Hvilke lovgivningsmæssige tiltag inden for husholdningsaffald kan jeg forvente i fremtiden i Polen?

Disse og en lang række øvrige spørgsmål kan man nu søge svar på i en række landerapporter, som det Europæiske Miljøagentur netop er udkommet med. Rapporterne er en opdatering af en lignende serie, som udkom tilbage i 2011, og som beskriver hvordan de 28 EU-lande samt Island, Norge, Schweitz og Tyrkiet, indsamler, håndterer og behandler det kommunale husholdningsaffald. Rapporterne giver først og fremmest et overblik over mængderne inden for de enkelte fraktioner og de overordnede behandlingsformer, men giver samtidig også et godt overblik over de enkelte landes politiske indsatser, både historiske såvel som fremtidige, i forhold til håndtering af husholdningsaffaldet. Rapporterne kan eksempelvis være nyttige som en første reference, hvis man står med overvejelser om en ny eksportindsats.

Effektiv lovgivning er helt central
I tillæg til resultaterne fra de enkelte lande, konstaterer en samlet oversigt, at det går fremad med genanvendelsen idet landene, samlet set, er gået fra at genanvende 23% af husholdningsaffaldet i 2004 til 33% i 2014. I denne opgørelse lå Danmark i 2014 nummer ni med en genanvendelsesrate på 44 %.

Opgørelsen viser samtidig, at hele 15 ud af de 32 lande har øget deres genanvendelsesrate med mindst 10 procentpoint i perioden fra 2004 til 2014. Det er tydeligt, at de lande som performer bedst også er de lande, som er lykkedes med at gennemføre en ambitiøs og, ikke mindst, vel-implementeret lovgivning omkring håndtering og behandling af husholdningsaffaldet. Samtidig konstateres det, at alle de lande, som har en genanvendelsesrate på 45 % eller derover, har implementeret et enten vægt- eller volumenbaseret afgiftssystem for husholdningsaffaldet.

Det konstateres i øvrigt, at lande med et veludviklet system til håndtering af husholdningsaffaldet, generelt også performer godt i forbindelse med håndtering og behandling af de øvrige affaldsmængder.

Ressourceeffektiviteten forbedres, men der er stadig meget at gøre
Tidligere på året udgav agenturet en lignende serie af lande-rapporter, hvor fokus i dette tilfælde var landenes indsats i forhold til ressource-effektivitet. I disse rapporter ses det ganske tydeligt, at alle landene, Danmark inklusive, har nedbragt det samlede materialeforbrug per indbygger ganske betragteligt i perioden 2004-2014, men også, at en stor del af forbedringerne primært skyldes et fald i aktiviteten inden for bygge- og anlægssektoren, som følge af den økonomiske krise. Det viser sig da også, at blot tre lande, nemlig Østrig, Finland og Tyskland, har en decideret strategi for ressourceeffektivitet, mens yderligere to regioner, Flandern og Skotland, har en lokal strategi på området. Til gengæld anser næsten alle landene affaldshåndtering og genanvendelsesinitiativer for værende en central del af den national indsats for materialeressourceeffektivitet.

De fleste af de undersøgte lande anser affald fra plast og plastemballager, bygge- og anlægsaffald samt madspild som de primære affaldsstrømme man bør tage fat på, når det gælder forbedring af materialeressourceeffektiviteten og man ser især potentialerne inden for fremstillingsvirksomheder, landbruget og skovbrug.

I tillæg til de 32 lande-oversigter byder rapporten på et policy-afsnit, som identificerer muligheder for, hvordan den fremtidige indsats, i de enkelte lande såvel som landene imellem, kan se ud.

Konklusioner bør, som altid, drages med forsigtighed
Som det altid har været tilfældet med de europæiske affaldsdata, understreger man endnu engang, at det kan være problematisk at sammenligne resultaterne landene imellem idet man anvender forskellige metoder til at beregne mængderne på. Ydermere har der i mange tilfælde også været justeringer for hvordan man opgør mængderne internt i landene, hvilket også kan gøre sammenligning over årene problematisk.


Læs mere
Find de 32 landerapporter for håndtering af husholdningsaffald her

Find de 32 landerapporter for ressourceeffektivitet her

På deres hjemmeside har agenturet og også præsenteret en række affalds- og ressourcedatasæt, kort og grafer, som giver et fint overblik over status i Europa. Du kan finde dem her.  

Se i øvrigt også en opgørelse fra 2015 over de enkelte landes affaldsforebyggelsesprogrammer her. Opgørelsen går ikke detaljeret ind i de enkelte landes programmer, men giver i stedet en mere samlet oversigt. Den danske strategi ”Danmark uden affald II” er ikke taget i betragtning i denne rapport, da rapporten blev udarbejdet forud for udgivelsen af strategien.

 

 

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.