Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Nye anbefalinger fra Det Nationale Bioøkonomipanel

17. oktober 2022
Nye anbefalinger fra Det Nationale Bioøkonomipanel
Panelet har opstillet 14 anbefalinger og skriver, at hvis anbefalingerne følges, så vil det samlede bioressourceudbytte kunne øges med op til 50 % uden at det går ud over den eksisterende fødevare- og fodersektor. Samtidigt vil bioraffinering give mulighed for at det øgede bioressourceudbytte via kaskadeudnyttelse kan indgå i energi- og materialesystemerne – det gælder også for reststrømme efter raffinering til højværdiprodukter.

Som en del af den politiske Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug af 4. oktober 2021 (landbrugsaftalen) blev Det Nationale Bioøkonomipanel relanceret. Ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har bedt Det Nationale Bioøkonomipanel om at udarbejde anbefalinger om bioressourcer til grøn omstilling. Anbefalingerne kan indgå i det videre arbejde med at implementere landbrugsaftalen, herunder særligt realisering af de tekniske reduktionspotentialer.

Til at understøtte arbejdet i Det Nationale Bioøkonomipanel er der udarbejdet scenarier for bioressourcer til grøn omstilling, hvor Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Københavns Universitet har bidraget. Scenarierne udgør grundlaget for anbefalingerne om prioritering af bioressourcer til grøn omstilling.

På grund af bioressourcernes knaphed i forhold til den samlede efterspørgsel, så skal bioressourcerne prioriteres og anvendes i sammenhæng med udviklingen af øvrige dele af samfundet, hvor bioressourcerne er relevante, herunder i samspil med fremtidens energi- og materialesystemer. I udviklingen af energi- og materialesystemerne sker der allerede en meget omfattende elektrificering, både direkte, som i el-biler og varmepumper, og indirekte ved produktion af brint og ammoniak ved Power-to-X.

En samlet prioritering af, hvor bioressourcen bedst kan anvendes, kan håndteres inden for rammerne af en national bioøkonomistrategi. Dette bør ses i sammenhæng med den allerede besluttede udbygning af vedvarende energi og opbygning af Power-to-X. Strategien skal se på tværs af sektorer og ministerområder og skal afspejle anbefalingerne fra Det Nationale Bioøkonomipanel.

De 14 anbefalinger (forkortet)

  1. Udarbejd en National Bioøkonomistrategi.
  2. Indfør økonomiske og reguleringsmæssige incitamenter, der begrænser nedgradering af bioressourcer og bidrager til at udnytte hele potentialet og indholdet af bioressourcerne. Bør indgå som del af Grøn Skattereform, herunder CO2-afgift.
  3. Understøt bioraffinering og kaskadeudnyttelse af bioressourcer for at skabe et markedstræk.
  4. Udvikl, demonstrer og opskaler raffineringsteknologier, der kan producere materialer, tekstiler og kemikalier fra halm, træbiomasse og fiberfraktioner fra grøn bioraffinering, samtidigt med at der produceres et restprodukt, der kan anvendes i kaskadens nederste lag (dvs. biogas, pyrolyse og hydrothermal liquefraction).
  5. Udvikl pyrolyse og hydrothermal liquefaction (HTL) og kommercialiser teknologierne som integrerede industrielle symbioser.
  6. Sikr hensyn til natur og biodiversitet, når efterspørgslen efter bioressourcer stiger.
  7. Indfør incitamenter for landbrugerne til omlægning til flerårige afgrøder, bælgplanter, roer og sædskifter med lang vækstsæson.
  8. Anvend kornsorter med større halmudbytte, prioriter sortsudvikling og logistik i halmværdikæden.
  9. Indfør incitamenter til at anvende efterafgrøder (dvs. 2. afgrøder, dobbeltafgrøder) inkl. forskning og udvikling.
  10. Udlæg urørt skov og analyser forskellige former for skovrejsning, udviklings- og demonstrationstiltag for fremtidige nye anvendelser af træbiomasse.
  11. Fastsæt målsætning for biologisk behandling og recirkulering af husdyrgødning, spildevandsslam og bioaffald, samt for recirkulering af næringsstoffer, herunder særligt fosfor. Indfør incitamenter til at understøtte målet, så det fulde potentiale for recirkulering, genanvendelse, CO2-opsamling og kulstoflagring opnås.
  12. Udarbejd en dansk proteinstrategi med konkrete mål og indsatser, samt afsæt midler til et nationalt proteinpartnerskab.
  13. Arbejd målrettet gennem konsortie-samarbejder for at få andel i EU-midler inden for bioøkonomi.
  14. Styrk internationalt samarbejde om forbedret anvendelse af de globale bioressourcer, og udbred danske bæredygtighedseffekter globalt.

 

Hent Det Nationale Bioøkonomi Panels "Anbefalinger. Bioressourcer til grøn omstilling" fra 28. september 2022 her

Hent rådgivningsnotatet fra DCA "Scenarier for anvendelse af biomasseressourcer i fremtidens produktionssystemer for fødevarer, energi og materialer inden for rammerne af gældende politik for landbrug, miljø, klima, natur og energi" fra 1. september 2022 her 

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.