Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: MUDP-projekt om cirkulært møbeldesign

18. oktober 2022
MUDP-projekt om cirkulært møbeldesign
En netop offentliggjort rapport giver indblik i resultaterne fra et MUDP-projekt udført i samarbejde mellem møbelproducenten Magnus Olesen A/S og Vugge til Vugge Aps.

Det fremgår af rapporten, at der er behov for en nytænkning af hvilke værdier et dansk design-møbel kan tilbyde kunden. Det er ikke længere tilstrækkeligt at have et gennemført design af høj æstetisk og komfort kvalitet, hvis der skal konkurreres på prisen med udenlandske producenter, der kan levere lignende varer langt billigere. Der er behov for en grøn omstilling, hvor møblets kvalitet, komponenter, produktionsmetode og forretningsmodel bygger på en cirkulær økonomisk model, hvor et møbels dele er designet udelukkende med sunde materialer, så der ikke sker omløb af skadelige materialer/stoffer.

Magnus Olesen tager afsæt i ”design for disassembly”-princippet i den nye møbelserie. Dette indebærer, at alle dele vil kunne håndteres separat uden destruktiv adskillelse og derved give optimale muligheder for at kunne reparere, opgradere eller genbruge materialerne fra de enkelte dele i møblerne. Ud over at kunne reparere eller udskifte dele af møblerne, giver det også mulighed for at kunne opgradere til nye farver, materialevalg, funktioner mv. uden at skulle skifte andet end blot de specifikke dele. Når produktet eller komponenter er helt udtjente, genanvendes disse i rene materialefraktioner.

Ud over et nyt design skaber omstilling til et cirkulært kredsløb mulighed for helt nye økonomiske modeller, som flytter fokus fra ejerskab til værdien af den brugsmæssige funktion og giver en langt mere fleksibel ramme for brug, fornyelse og udskiftning af møblerne.

Som inspiration til andre aktører i branchen indeholder rapportens sidste del en nærmere beskrivelse og analyse af cirkulære økonomiske forretningsmodeller i form af en guide til hjælp omkring cirkulær økonomisk omstilling fra flere aktører i den danske møbelbranche, samt en perspektivering omkring, hvorfor dette er kritisk i den danske møbelbranche og hvordan.

I møbelmæssig sammenhæng har de elementer, der indgår i møblerne typisk meget forskellig levetid. Det betyder, at et traditionelt produkt uden mulighed for dekomponering / adskillelse ofte anses som slidt efter 5 år, mens et produkt, der kan skilles ad og opgraderes, kan leve i op til 20 år. Der er således, hvad fx angår en stol, mulighed for at kunne opgradere sæde og ryg, som er den begrænsende faktor for at kunne forlænge hele stolens levetid, til at blive 15-20 år, og det er derfor også dette område, som har været i fokus i designudviklingen af en CØ-egnet stol i projektet.

I Magnus Olesens sortiment indgår i dag både produkter, der er fuldt dekomponerbare og hvor sæde og ryg kan returneres og opgraderes – men hvor kunden endnu ikke er i stand til at fore- tage opgraderingen selv, og derved vil der være et returprodukt i overskud.

I rapporten beskrives fx følgende take-back-ordning med tre muligeder:

  1. Produkterne tages tilbage med henblik på opgradering – ombetrækning, ny overfladebehandling eller tilføjelse af nye elementer. Der udarbejdes et tilbud herpå i hvert enkelt tilfælde.
  2. Produkterne tages tilbage med henblik på videresalg – produkterne udbydes på Magnus Olesens webportal og der laves en slutafregning i forbindelse med salg af det sidste produkt.
  3. Produkterne tages tilbage med henblik på bortskaffelse. Produkterne doneres til velgørende formål eller dekomponeres og bortskaffes i overensstemmelse med de lov- og miljømæssige krav, der er gældende i Danmark.

En af refleksionerne i rapporten går på, at det er en afgørende forudsætning for produktionsplanlægning, at produkter som indgår i en ny produktion vil være omfattet af de samme kvalitets- og garantiforpligtigelser som et nyt produkt. Som i andre brancher kan dette være en udfordring ift. kontrol af, at de styrkemæssige egenskaber er bevaret i materialer som tages retur – f.eks. et metal stel som tages tilbage og indgår i et nyt produkt. Her vil udvikling af testmetoder og evt. enkle indikatorer for overbelastning være vigtigt for at sikre en ensartet kvalitet.

Læs mere her

Du kan læse hele rapporten her på Miljøstyrelsens hjemmeside 

Læs mere i vidensbanken

Cirkulær økonomi
Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.