Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Lovforslag vedtaget: der fjernes energiafgifter på op til 443 kr. pr ton rent VE-affald til forbrænding

12. november 2014
Efter hastebehandling vedtog Folketinget den 31. oktober 2014 lovforslag L4, som bl.a. fjerner forsyningssikkerhedsafgiften, ændrer afgiftsregler for VE-brændsler, nedsætter elvarmeafgiften og forhøjer elafgiften. Der bortfalder fx energiafgifter på 443 kr. pr ton tørt rent træ(-affald) og halm til forbrænding. Ny bekendtgørelse med krav til dokumentation for renhed må forventes i høring inden jul.

I det følgende gennemgås flere af de vigtigste kommentarer og svar fra Skatteministeren/-ministeriet, som ikke fremgår af lovbemærkningerne.

Effekten af afgiftsændringerne på genanvendelsen evalueres i 2016 samtidigt med Ressourcestrategien
Det fremgår af lovforslaget, at bortfald af energiafgifter på rent VE-affald kan føre til øget afbrænding af VE-affald frem for genanvendelse, hvilket er imod intentionen med Ressourcestrategien. Regeringen vil i forbindelse med evalueringen af Ressourcestrategien i 2016 også gennemføre en evaluering af effekten af afgiftsændringerne på rent VE-affald i forhold til genanvendelsen.

Regeringen vurderer, at der ikke vil være et tilstrækkeligt datagrundlag i 2015 til at foretage en evaluering af effekten af afgiftsændringerne. Oppositionen opfordrer regeringen til inden sommeren 2015 at udarbejdet et beslutningsgrundlag med forslag til virkemidler, der kan sikre, at balancen mellem affaldshierarkiet og incitamenter til genanvendelsen genskabes.

Bedre økonomi i at forbrænde afgassede gyllefibre – hvad med fosforen?
Der blev givet flere eksempler på, hvor stor afgiftsnedsættelsen vil være for forskellige typer af VE-affald (se ministerens svar på spørgsmål 6 og 11). Energiafgiftsfritagelsen for forskellige typer af hele læs rent VE-affald er her angivet omregnet til afgiftsnedsættelse i kr. pr. ton affald:

  74 kr./ton for fx dybstrøelse (2,5 GJ/t fx fossilfri med vandindhold på 70 %)
148 kr./ton for fx husholdningsaffald uden plast mv. og fjerkrægødning (5 GJ/t)
295 kr./ton for fx husdyrgødning (10 GJ/t og vandindhold på 25-30 %)
443 kr./ton for tørt træ(affald) og halm (15 GJ/t, vandindhold på 15 % i halm og 20 % i træaffald)

Det fremgår af svar fra Skatteministeriet på spørgsmål fra DAKOFAs sekretariat, at de nævnte eksempler på afgiftsnedsættelse bygger på afgiftsnedsættelser hvor det er substitutionsprisen (dvs. prisloftet), som begrænser varmeprisen. Dette gælder i dag for hovedparten af affaldsforbrændingsanlæggene, og her vil hele afgiftsnedsættelsen komme affaldsleverandørerne til gode i form af lavere affaldsgebyr (modtagepris). For affaldsforbrændingsanlæg med omkostningsbestemt varmepris, vil ca. 60 % af afgiftsnedsættelse tilfalde varmekunderne og resten affaldsleverandørerne som lavere affaldsgebyr (modtagepris).
 
Med lovforslaget fjernes afgiften på bl.a. afbrænding af afgassede fibre fra separeret gylle efter biogasanlæg. I provenuberegningerne i lovbemærkningerne er det forudsat, at afgassede fibre af en mængde svarende til produktionen på et biogasanlæg i Holstebro vil blive brændt af. Hvis Skatteministeriet mener fibrene fra biogasanlægget Maabjerg Bioenergi svarer det til en evt. forbrænding af op til 300 tons fosfor, hvilket er det samme som næsten halvdelen af den fosfor, som maksimalt kan skaffes fra kildesorteret organisk dagrenovation i hele Danmark.

Bekymring for tilgang af affald til biogasanlæg
Brancheforeningen for Biogas har i en henvendelse til folketinges skatteudvalg oplyst, at en stor del af de nye biogasanlæg, som nu etableres på baggrund af anlægstilskudspuljen fra Grøn Vækst-aftalen fra 2009, designes til at modtage dybstrøelse, halm m.v. Mange eksisterende biogasanlæg har foretaget eller overvejer investeringer til at kunne udnytte tørre husdyrgødnings-fraktioner med henblik på at kunne fastholde den danske biogasmodel baseret på restprodukter. Sikkerhed for det fremtidige biomassegrundlag er afgørende for udbygningen med biogasanlæg med deraf følgende realisering af energipotentialet og reduktion af udslippet af drivhusgasser. De tørre husdyrgødningstyper er i den forbindelse en meget vigtig ressource og forudsætning for investeringerne.

Skatteministeren nævner, at det i Biogas Taskforces hovedrapport (s. 37) anføres, at det er for tidligt at vurdere, hvor stort omfanget af brug af halm til biogasproduktion kan og vil blive. Brug af halm skal først etableres som velfungerende og overbevisende praksis på de første biogasanlæg, før der er basis for en sådan vurdering.

Ny bekendtgørelse skal træde i kraft 1. januar 2015
Bekendtgørelse med krav til dokumentation for, at affaldet er uden indhold af plast, lak og andet fossilt materiale, forventes sendt i høring, så den kan træde i kraft 1. januar 2015 samtidigt med lovændringerne.

Det oprindelige lovforslag fra 2013 indeholdt en minimumsgrænse på 1 pct. fossilt indhold i de pågældende læs. På baggrund af de indkomne høringssvar, der var kritiske over for minimumsgrænsen bl.a. af kontrolhensyn, er forslaget skærpet på dette punkt, og det foreslås nu, at der skal være tale om rene læs. Det vil sige, at affaldet ikke må have fossilt indhold. Minimumsgrænsen på 1 pct. er således ikke videreført. Skærpelsen er sket af kontrolmæssige hensyn, og for at fastholde incitamentet til at sortere rene læs VE-affald af hensyn til genanvendelse.

Branchen inddrages for at få bidrag til fastsættelsen af kravene, og et udkast til bekendtgørelse vil blive sendt i høring inden udstedelse. Skatteministeriet præciserer, at der i lovforslaget er tale om en bemyndigelsesbestemmelse til skatteministeren til at fastsætte regler for dokumentation i forhold til, at de pågældende virksomheder opfylder betingelserne for afgiftsfritagelsen. Der er med bemyndigelsesbestemmelsen ikke hjemmel til at fastsætte dokumentation til brug i andre sammenhænge eksempelvis ved kontrol af affaldssorteringen. Denne kontrol hører ikke under Skatteministeriets ressort. Dog nævnes det, at dokumentationen også vil blive inddraget i kommunernes eksisterende tilsynsarbejde i forhold til overholdelsen af reglerne om kildesortering og genanvendelse efter affaldsbekendtgørelsen.

Differentierede afgifter grundet miljøhensyn forudsætter statsstøttenotifikation
Afgifterne omlægges bl.a. fordi de nuværende afgifter ikke er i overensstemmelse med EU retten (bl.a. Energibeskatningsdirektivet). De foreslåede ændringer i afgiften vedrørende hele læs rent VE-affald sker af hensyn til EU-konform implementering af energibeskatningsdirektivet i dansk ret, samt sikring af reglernes overensstemmelse med statsstøttereglerne. Med forslaget ensrettes afgifterne på VE-brændsler i overensstemmelse med EU-retten. Forespurgt svarer Skatteministeren dog også, at regeringens korrespondance med Kommissionen om statsstøtteaspekterne i lovforslaget er fortrolig, og derfor ikke kan offentliggøres.

Ved lov nr. 461 af 12. juni 2009 blev affaldsafgiften for affaldsforbrænding omlagt fra en vægtbaseret national afgift til en energibaseret afgift, som er omfattet af energibeskatningsdirektivet. Biomasseaffald, herunder rent VE-affald, er ikke omfattet af energibeskatningsdirektivets anvendelsesområde. Fordi det er aftalt ikke at gennemføre forsyningssikkerhedsafgiften lægges der ikke afgift på biomasse til varmeproduktion, og så er det nødvendigt af hensyn til EU-retten at behandle al biomasse (herunder rent VE-affald) ens afgiftsmæssigt. Med de foreslåede ændringer gennemføres en generel afgiftsfritagelse for hele læs rent VE-brændsel (dvs. fritage rent VE-affald, herunder husdyrgødning).

Energibeskatningsdirektivet fastlægger, hvilke energiprodukter, der skal pålægges afgift, og omfatter fossile brændsler til energiformål samt visse VE-energiprodukter såsom bioolier og metanol. Således er alle VE-energiprodukter bestemt til motorbrændstof omfattet af direktivet, mens de fleste VE-energiprodukter til fremstilling af rumvarme mv. er undtaget fra direktivet.

Medlemsstaterne kan indføre nationale afgifter på VE-energiprodukter, der er undtaget fra direktivet. Dog skal afgifterne som udgangspunkt være generelle af hensyn til stats-støttereglerne. Efter de gældende regler pålægges visse former for VE-affald energiafgift, når de anvendes til varmefremstilling. Det drejer sig fx om papir- og papaffald og affald i form af husdyrgødning. Dette skal sammenholdes med, at der efter de gældende regler ikke er afgift på andre typiske VE-brændsler anvendt til rumvarme mv., såsom træpiller, brænde mv. Med forslaget tilpasses afgiftsreglerne for VE-brændsler. Hermed sikres, at der sker en ensartet afgiftsmæssig behandling med hensyntagen til EU-retten.

Afgiftsmæssigt gunstigere behandling af ensartede produkter grundet miljøhensyn forudsætter en statsstøttenotifikation og godkendelse efter Kommissionens retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020. Det betyder, at ændringerne skal ske i overensstemmelse med de kriterier, som er fastsat i de nævnte retningslinjer. Skatteministeriet vurderer, at det ikke umiddelbart er muligt at få godkendt en selektiv afgift på visse former for VE-affald for at undgå fosforbinding (i asken f.eks. ved forbrænding af afgassede gyllefibre).

 

Skatteministerens svar på 36 spørgsmål fra Folketingets Skatteudvalg til lovforslaget findes her   

Høringssvar og Skatteministeriets kommentarer findes her 

Alle Folketingets dokumenter om lovforslaget kan findes her 

DAKOFAs seneste nyhed fra 15. sep. 2014 om lovforslaget kan findes her

Læs mere i vidensbanken

Energi & klima
Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.