Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Lange udsigter til CO2-fangst

17. september 2020
Lange udsigter til CO2-fangst
Aalborg Portland er skeptisk over for businesscasen, når man skal gå fra universiteternes "kuffertforsøg" til noget, der kan gøre en forskel.

"For at komme op på de 70 procent, så er CO2-fangst uundgåeligt!”

Så klart udtrykker Aalborg Portlands direktør Michael Lundgaard Thomsen sig i gårsdagens udgave af Altinget.dk og tilføjer, at det nok først for alvor kommer i spil på den anden side af 2030. Der kan nemlig i følge direktøren gå mange år endnu, før teknologien bliver tilstrækkeligt konkurrencedygtig til, at den kan implementeres på de store anlæg. Først skal teknologien modnes, og så skal den gøres mere økonomisk tilgængelig.

"Problemet er simpelthen at komme fra universiteternes kuffertforsøg, op til noget der virkelig kan gøre en forskel. Vi taler jo om en investering på mindst fem milliarder kroner, hvor man ikke rigtig kan se, at der er en forrentning af de fem milliarder. Så det er en rigtig, rigtig dårlig business case. Og der er ikke nogen af vores ejere, der vil putte så mange penge i noget, hvor du ikke får en eller anden grad af forrentning på," siger Michael Lundgaard Thomsen.

Aftale mellem Portland og regeringen
Aalborg Portland og regeringen kunne ellers onsdag præsentere en ny aftale, der skal få cementfabrikken til at overholde sit allerede vedtagne klimamål og regeringen til at hjælpe til mod endnu højere klimaambitioner, og det er den første af en række virksomhedsaftaler, som regeringen påtænker at indgå med landets største enkeltudledere. Med den nye aftale har Aalborg Portland bundet sig til sit klimamål fra sidste år om at reducere udledningerne fra produktionen med 30 procent i 2030. Det svarer ifølge regeringen til cirka 660.000 tons CO2e - eller til at fjerne en kvart million biler fra de danske veje.

Det kan umiddelbart lyde af meget, men 30 procent er dog langt fra de 70 procent, Klimaloven dikterer. Og skal nogle levere mindre, skal andre jo levere mere for at loven overholdes.

Aalborg-virksomheden dirigerer overskudsvarme fra produktionen ud i fjernvarmenettet til 25.000 husstande og er nået langt med at gøre produktionen af grå cement mere klimavenlig. Men der er problemer med for alvor at gøre noget klimavenligt ved produktionen af hvid cement - som er mere æstetisk at se på og derfor vinder frem i byggeriet verden over. Aalborg Portland er verdens største producent af hvid cement.

”Vi har fået en aftale om, at man loyalt og konstruktivt vil indgå i en dialog på at finde nogle løsningsmuligheder for, hvordan vi kommer forbi de 30 procent. De 30 procent kommer til at ske, det er jeg slet ikke i tvivl om, men vi har et reelt problem med at komme ud over 30-40 procent,” siger Michael Lundgaard Thomsen.


CO2-fangst er nøglen til CO2-reduktion
Og så længe CO2-fangst ikke er i værktøjskassen, så kan man ikke være helt sikker på, at Aalborg Portland reducerer CO2-udslippet med 30 procent i 2030. Hos cement-giganten ser man nemlig på sit CO2-udslip i forhold til producerede mængder. Og sælger Aalborg Portland mere cement kan udledningerne i absolutte tal altså godt stige i forhold til i dag, slår direktøren fast.

”Vores mål har altid været, at vi reducerer per enhed; det vil sige, at vi reducerer CO2-udledningen per tons cement. Vi ved jo ikke hvilken vej vækstkurven går. Hvis efterspørgslen vokser, så udleder vi måske absolut mere CO2. Men hvis omsætningen falder, så får vi jo gratis CO2-reduktioner. Derfor kigger vi altid på den relative udledning,” siger Michael Lundgaard Thomsen.

Ingen bøder
Onsdag satte Aalborg Portland-direktøren og to ministre så underskrifterne på det, der blev kaldt en "bindende aftale". Men selvom cementfabrikken kan ende med at udlede mere CO2, hvis der så at sige er godt gang i butikken, og aftalen ikke indeholder nogen former for bøde eller sanktionsmuligheder, så er regeringen tryg ved, at aftalen vil blive overholdt.

”Det her er jo ikke lovgivning, og der falder ikke bødestraf, hvis ikke man lever op til aftalen. Men jeg tror, at offentlighedens dom vil være ganske hård, hvis man forpligter sig til noget, som man ikke lever op til,” siger klima- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.