Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Kriseudvalg og advokatundersøgelse om overkapacitet på ARC

16. februar 2016
Kriseudvalg og advokatundersøgelse om overkapacitet på ARC
Amager Ressource Center (ARC) vil muligvis løse fremtidig overkapacitet ved at importere affald, søge en fusionering og/eller genbruge mindre affald.

Da byggeriet af ARC's nye anlæg med to store ovne blev vedtaget i 2012, skete det ud fra en forventning om, at anlægget ville modtage 480.000 tons affald om året, hvilket sidste sommer blev nedjusteret til 350.000 tons.

ARC, som ejes af København, Frederiksberg, Hvidovre, Tårnby og Dragør Kommuner, har i følge Politiken nu besluttet at få analyseret tre mulige løsninger til imødegåelse af den mulige overkapacitet: En fusion med Vestforbrænding, en fusion med forsyningsselskaberne Hofor og CTR eller at åbne for import af affald til anlægget. 

Det er Frederiksbergs borgmester, Jørgen Glenthøj, der er formand for det såkaldte kriseudvalg, der skal kulegrave ARC's fremtidsmuligheder, og han har i den forbindelse udtalt følgende til Politiken:

»De økonomiske forudsætninger (...) har ændret sig. For at udvise rettidig omhu har en enig ejerkreds derfor besluttet at gennemføre et grundigt analysearbejde af forskellige fremtidsscenarier, herunder en klarlægning af den juridiske stilling, så vi fortsat kan sikre solid økonomisk grund under ARC«.

Jakob Hougaard, som er miljøordfører og medlem af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg for Socialdemokraterne, har samme dag udtalt til TV2 Lorry, at udspillet desuden kan komme til at indeholde, at man skal "genbruge mindre affald".

Du kan trykke her for at se Jakob Hougaards udtalelse af 14/2 2016 til TV2 Lorry.

Som led i kulegravningen har de 5 ejerkommuner bag ARC bestilt en særskilt advokatredegørelse for at få anskueliggjort, hvor man kan placere ansvaret, hvis det økonomiske grundlag bag det nye anlæg ikke holder vand. Denne redegørelse forventes færdig i løbet af foråret 2016.

Du kan trykke her for at se artiklen af 14/2 2016 i Politiken.

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.