Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Kommissionens nye udkast til affaldsdirektiv er ambitiøst og med omfattende ændringer

08. december 2015
EU landene skal alle genanvende mere og beregning af målopfyldelse ensrettes. Der lægges op til mere brug af biprodukt- og End-of-Waste mulighederne. Øget fokus på genbrug og på økonomiske incitamenter er blandt nogle af de øvrige elementer.

Det nye udkast til affaldsdirektiv er en ordenligt mundfuld, som DAKOFAs sekretariat vil skære ud i mindre bidder og tygge igennem, så udkastet nemmere kan fordøjes her op til jul. Denne nyhed om det nye EU genanvendelsesmål for kommunalt affald er en af disse bidder. Der afholdes også et DAKOFA seminar den 17. december, hvor Miljøstyrelsen gennemgår den nye cirkulære økonomi pakke, inkl. de nye affaldsdirektiv-udkast.

Kommissionen lægger i sit nye udkast til affaldsdirektiv op til, at EU's medlemsstater skal genanvende mindst 60 % af husholdningsaffaldet i 2025 og mindst 65 % i 2030 (i kommissionens udkast fra 2014 var 2030 målet 5 %-point højere), og der vil kun være én metode til at beregne målopfyldelsen. Denne metode minder i høj grad om metode 4 i kommissionens afgørelse 2011/753 – dvs. mængden af genanvendt kommunalt affald divideret med den samlede mængde af kommunalt affald.

En ny definition i direktivudkastet viser, at ’Kommunalt affald’ (municipal waste) omfatter husholdningsaffald (inkl. storskrald og haveaffald) og lignende affald indsamlet fra andre kilder, så længe dette affald er sammenligneligt i type, sammensætning og mængde med husholdningsaffald. Som det er defineret i udkastet har det altså ikke betydning, hvem der indsamler affaldet, og hvor affaldet stammer fra. Det er anderledes end nu, hvor produktionsaffald og affald fra landbrug og skovbrug er undtaget fra begrebet ’kommunalt affald’. Spildevandsslam og bygge-anlægsaffald indgår fortsat ikke i ’kommunalt affald’.

Ifølge Eurostat så genanvendte Danmark 44 % af det kommunale affald i 2013. Det svarer stort set til den kombinerede genanvendelse af husholdningsaffald og servicesektorens affald (jf. data fra Affaldsstatistik 2013). Hvis industriaffald også må indregnes fuldt ud som værende en del af det kommunale affald, så er genanvendelsen 51 % (jf. data fra Affaldsstatistik 2013).

Genanvendelsesmålene i 2025 og 2030 for kommunalt affald gælder imidlertid for inputtet til den ’endelige genanvendelsesproces’ og ikke for vægten af det indsamlede affald til genanvendelse, hvilket er specificeret i direktivudkastet. Kun i de tilfælde, hvor der højest frasorteres 10 % af det indsamlede affald inden tilførsel til den endelige genanvendelsesproces, må vægten af det indsamlede affald ("outputtet fra enhver sorteringsoperation") anvendes i beregningen af målopfyldelsen. Staten skal indføre et effektiv system for kvalitetskontrol og sporing af kommunalt affald (til genanvendelse), hvis vægt efter sortering anvendes i stedet for vægt tilført genanvendelsesprocessen. Det betyder reelt, at kommunerne skal have viden om den videre forbehandling/sortering af det genanvendelige affald for at kunne levere de krævede data (måske især for kildesorteret organisk dagrenovation og for kildesorteret plastaffald men sandsynligvis også for andre affaldsfraktioner). Metallerne efter forbrænding må medregnes til genanvendelse efter en metode og kvalitet, som kommissionen vil beskrive. Direktivudkastet beskriver også, hvordan affald fra ’forberedelse mhp. genbrug’ skal indregnes i målopfyldelsen, og her lægges der op til, at ’anerkendte operatører inden for forberedelse mhp. genbrug eller anerkendte pant- og retursystemer’ skal inddrages.

Kommissionen ændrer ikke de fire mulige beregningsmetoder for 2020-målet om genanvendelse af 50 % husholdningsaffald. Danmark har for 2020-målet valgt at anvende beregningsmetode 1 (dvs. genanvendelse af papir, metal, plast og glas i forhold forsyningsmængden af disse materialer) og opfylder ”nemt” dette EU 2020-mål, men den valgte metode 1 kan ikke sammenlignes med den foreslåede obligatoriske beregningsmetode for 2025 og 2030 målene.

Den danske Ressourcestrategis 2022-mål for genanvendelse af husholdningsaffald (udvalgte fraktioner jf. beregningsmetoden i Ressourceplanens bilag 5) kan heller ikke sammenlignes med de foreslåede mål og beregningsmetoden i det nye affaldsdirektivudkast. Det synes dog klart, at målet i ressourcestrategien for genanvendelse af husholdningsaffaldet vil være et godt pejlemærke for evt. at kunne indfri et kommende EU mål om genanvendelse af kommunalt affald. Det synes også klart, at både det nationale mål og EU målene for 2025 og 2030 vil kræve en indsats mht. øget genanvendelse af det organiske affald, hvis de skal nås. Det forventes, at EU parlamentet i sin behandling af kommissionens udkast til revideret affaldsdirektiv bl.a. vil have fokus på, at udkastet ikke stiller et direkte krav om kildesortering og genanvendelse af organisk dagrenovation.

Kommissionens udkast til revidereret affaldsdirektiv fra 2. december 2015 kan findes på dansk her og et nyt bilag VI til udkastet her

Den engelske version af direktivudkastet kan findes her og af bilag VI her

PS. Genanvendelsesmålet for bygge- og nedrivningsaffald fastholdes på 70 % og stadigvæk gældende for 2020, men der er nu opstillet krav om sortering som minimum af træ, tilslag/fyldstof ("aggregates"), metal, glas og puds/gips ("plaster", dvs. ikke plast som i den danske oversættelse, idet den engelske version har forrang over den danske).

Alt materiale fra kommissionens cirkulære økonomipakke af 2. december 2015, herunder meddelelsen og udkast til revidering af 6 affaldsdirektiver findes på Kommissionens hjemmeside på engelsk her

Det hele er efterfølgende blevet oversat til dansk af kommissionen og kan findes ved at søge på dokumentets "COM(årstal) nummer" (årstal 2015, direktiverne har nr. 593 til 596, meddelelsen nr. 614) på EUR-lex her 

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.