Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Highlights fra debatterne på DAKOFAs årskonference

30. september 2016
Highlights fra debatterne på DAKOFAs årskonference
Fokus på kvalitet i de genanvendte materialer, samarbejde, et længere sigt samt mere nuancerede måder at opgøre økonomi på er nogle af de elementer, der skal skubbe Danmark videre ad vejen mod den cirkulære økonomi. Få de vigtigste pointer fra debatterne på DAKOFAs årskonference her.

Dagen igennem samledes en række aktører på scenen, for at debattere de danske muligheder i den cirkulære økonomi samt, for at høste erfaringer fra en række konkrete projekter, som har været iværksat i regi af både Erhvervsstyrelsen og Miljøstyrelsen. I det følgende har vi highlightet nogle vigtige erfaringer og budskaber fra dagen.

Vaner, holdninger og traditioner er en overset barriere
En af de største udfordringer med at markedsføre et nyt produkt f.eks. af genanvendte materialer eller at starte en ny forretningsmodel op har ifølge debattørerne vist sig at være, at mange års holdninger, traditioner, forventninger og vaner skal bearbejdes. Både direkte kunder og den bredere omverden kan have svært ved at tage godt imod nye teknologier, produkter eller forretningsmodeller, som potentielt vender op og ned på måden, man tænker, producerer eller handler på. Det har derfor vist sig, at det i sig selv ikke er nok at udvikle og markedsføre ny og banebrydende teknologi eller et nyt koncept, men at det er mindst ligeså vigtigt, at modne og bearbejde de kunder og markeder, som skal tage imod de ny idéer.

Krav til kvalitet af genanvendte materialer
I forhold til anvendelse af sekundære råmaterialer i produktionen blev det klart, at virksomhederne er meget åbne for at anvende genanvendte materialer men også, at de ikke vil slække på kvaliteten. De sekundære råvarer skal derfor som udgangspunkt leve op til samme krav, som de primære råvarer. Det er altså helt essentielt, at der kommer en høj kvalitet i genanvendelsen og, at det genanvendte materiale ikke indeholder farlige stoffer, som vil kunne påvirke kvaliteten af det endelige produkt. Vi, det omkringliggende samfund, skal dermed også være klar på at få udsorteret korrekt til genanvendelse og samtidig være klar, til at betale den pris, som det kommer til at koste. Hvis der skal fart på den cirkulære økonomi skal der investeres i de langsigtede teknologier og løsninger, der kan højne kvaliteten af det genanvendte materiale. Diskussionen er vigtig ikke blot i en national kontekst, men på europæiske niveau. Danmark er for lille et marked til at kunne rumme en cirkulær økonomi for sekundære råmaterialer.

Nye økonomiske modeller med et langt sigte
Cirkulær økonomi kræver - ikke overraskende - at økonomerne er med på banen. Investeringer, der understøtter den cirkulære økonomi vil ofte kræve, at mere nuancerede og langsigtede gevinster kan inddrages i det økonomiske beslutningsgrundlag. Nye modeller for at opgøre total-økonomi, og dermed at se ud over flere budgetår, vil åbne for flere muligheder, som understøtter den cirkulære økonomi. Med en langsigtet tænkning vil de nødvendige investeringer måske blive dyrere her og nu, men til gengæld billigere og mere cirkulære på den lange bane.

Kommunen som vigtig aktør i den cirkulære økonomi
Kommunerne ser ud til at skulle kunne spille en ganske vigtig rolle i den cirkulære omstilling. De har traditionelt en tæt kontakt til SMV’erne, og idet de (få) store danske virksomheder som regel er ”first-movers” på den cirkulære omstilling, vil SMV’erne have brug for en aktør, som kan hjælpe dem og agere bindeled mellem den skov af SMV’er, for hvem der måske ikke altid er helt tydeligt, hvad fordelene ved at tænke cirkulært er.

Kommunerne oplever stor villighed og positiv tilgang til samarbejde og forandringer – både internt i kommunerne såvel som kommunerne imellem.  Gennem kommunepuljeprojekterne er der ikke blot skabt gode resultater og nye løsninger, men også øget fokus på samarbejdet. Det er derfor også vigtigt, at de gode resultater fra projekterne nu bliver samlet og videreformidlet til glæde for de mange.

Samarbejde og fælles mål skal bringe os videre
Der var enighed om, at den cirkulære økonomi kræver, at miljø og økonomi SKAL gå hånd i hånd. Aktørerne skal finder (nye) måder at samarbejde på, som tilgodeser både de økonomiske og miljømæssige (og sociale) interesser. Heldigvis var mange af debattørerne på årskonferencen både fremadskuende og klare i spyttet i forhold til de nye muligheder for at samarbejde: både virksomhederne, de store organisationer og kommunerne vil gerne samarbejdet på tværs! Så nu er det bare om at komme i arbejdstøjet.

 

 

Læs mere i vidensbanken

Cirkulær økonomi
Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.