Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Franskmændene satser på incitamentsstyrende betaling for affaldsindsamling

14. marts 2016
Franskmændene satser på incitamentsstyrende betaling for affaldsindsamling
Siden 2011 er et stigende antal franske borgere og virksomheder begyndt at betale en vægt-eller volumenbaseret afgift for indsamling af deres husholdningsaffald (PAYT-betaling). Effekterne er blevet monitoreret og analyseret, og resultaterne er nu publiceret i en rapport. Det ser ud til, at introduktion af PAYT-betaling har resulteret i reducerede mængder genereret affald, reducerede mængder restaffald samt øgede mængder udsorteret genanvendeligt affald.

PAYT-betaling har været et kontroversielt emne i Frankrig. Mens nogle ser systemet som en oplagt kilde til en incitamentsbaseret adfærdsregulering hen imod reducerede mængder restaffald og øgede mængder separat indsamling til genanvendelse, ser andre det som et dyrt system med risiko for eksempelvis øgede mængder henkastet affald eller dårligere kvalitet i sorteringen. Derfor har en ny rapport forsøgt at vurdere effekterne af de nuværende PAYT-systemer i Frankrig.

Overvejende positive resultater
Rapporten indledes med et generelt litteraturstudie vedrørende erfaringerne med implementering af PAYT-betaling i andre lande. Dette studie viste ikke umiddelbart en overbevisende ensretning i resultaterne, men det viste dog alligevel, at en række lande har oplevet reducerede mængder restaffald samt øgede mængder udsorteret affald til genanvendelse, som følge af PAYT-betaling. Samtidig gav litteraturstudiet ikke anledning til bekymring vedrørende henkastet affald. De franske resultater peger i samme retning.

Den nyligt præsenterede analyse er baseret på data fra hhv. 2011 og 2013. Umiddelbart tyder resultaterne på, at det implementering af et PAYT-betaling har en reducerende effekt på både de overordnede mængder af genereret affald samt de producerede mængder af restaffald. På samme tid ser det ud til, at PAYT-betalingen har haft en positiv effekt på mængderne af udsorterede genanvendelige fraktioner og kvaliteten af det genanvendte materiale er i samme periode forblevet uændret. I en del tilfælde ser man de positive effekter allerede inden systemet er implementeret, hvilket må kunne henvises til, den forudgående kommunikationsindsats, som kommunerne har indledt. Man har generelt oplevet en svag øget tendens til henkastet affald i de første år efter ordningerne er implementeret, men mængderne anses ikke for værende nævneværdige i forhold til de positive effekter, som kommunerne har erfaret.

Fransk satsning på incitamentsstyret betaling
Den øgede implementering af PAYT-mekanismerne skal ses som resultat af en fransk støtteordning, som den franske miljø- og energistyrelse (ADEME) har oprettet til brug for de lokale myndigheder i forbindelse med implementering af PAYT-betaling. Støtteordningen tilbyder tre forskellige former for støtte:

  • Betaling af op til 70 % af omkostningerne forbundet med forundersøgelser, med et maksimum på € 100.000
  • Betaling af op til € 1 mio. for etablering af PAYT systemer
  • Støtte til investering i overvågningsudstyr for indsamlingsordninger.

Denne støtteordning har vist sig at øge implementeringen af PAYT-betaling i især landdistrikterne betydeligt. Men også uden støtte, har ordningen vist sig at have en afsmittende effekt på nabokommuner, som efter at have set positive resultater også er begyndt at implementere lignende ordninger.

Vurdering af implementerings- og driftsomkostninger mangler stadigDer er en hel del variation i, hvordan de enkelte systemer er skruet sammen, hvilket også betyder, at der er store variationer i de nødvendige udgifter og ressourcer, som er forbundet med implementeringen. Systemerne bygger bl.a. på, at borgere og/eller virksomheder betaler for:

  • Antallet af indsamlingsbeholdere til rådighed (det mest almindelige)
  • Volumen af beholdere til rådighed
  • Vægten af indsamlet affald
  • Betalingsmærkater som er fastgjort til poserne
  • Betalingsmuligheder i forbindelse med bringeordninger.

Idet der er så relativt store forskelle på systemerne anbefaler rapportens forfattere også, at en fremtidig undersøgelse bør inkludere en vurdering af de omkostninger, som kan henføres til implementeringen af et PAYT-system.

 

Læs nyheden (på engelsk) om rapporten i det britiske online magasin Resource her

Læs rapporten (på fransk) her 

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.