Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Fosforressourcen i en cirkulær økonomi

28. oktober 2016
Fosforressourcen i en cirkulær økonomi
På DAKOFAs netop afsluttede konference om fosfor som en begrænset ressource, blev det foreløbige arbejde med at se fosfor i en cirkulær økonomi-dagsorden præsenteret.

Mere præcist, præsenterede Chris Thornton fra European Sustainable Phosphorus Platform eksempler på, i hvilket omfang man, på nationalt såvel som på EU-niveau, arbejder med at få fosfor ind i cirkulære kredsløb. Arbejdet skal ses i lyset af, at de globale fosforreserver i hastigt tempo bliver udtømt, samtidig med, at de i højere og højere grad bliver koncentreret på hænderne af ganske få lande. Det betyder eksempelvis, at et land som Marokko, inden for en ganske overskuelig fremtid, vil besidde noget der nærmer sig et globalt monopol på fosfor, hvis ikke der bliver tænkt i cirkulære løsninger.

Som nævnt i denne nyhed fra konferencens første paneldebat, har de nordiske lande allerede taget forskellige strategiske og lovgivningsmæssige skridt i retningen mod øget recirkulering af fosfor. Men idet 90 % af det fosfor, som anvendes i EU, er importeret, har fosforen også et fået øget fokus i unionens arbejdsprogram. EU har derfor introduceret en række forskellige initiativer, herunder bl.a. en meddelelse om bæredygtig anvendelse af fosfor, som skitserer de problemer og udfordringer, som opstår i forbindelse med anvendelsen af fosfor. Meddelelsen indeholder ikke egentlige forslag til lovgivning, men skulle i stedet fungere som oplæg til debat for, hvilke tiltag der er relevante at se nærmere på. Meddelelsen blev præsenteret i 2014 af Kommissionen, som en del af den overordnede køreplan mod et ressourceeffektivt Europa, hvilket var det samme år, hvor fosfor blev tilføjet den europæiske liste over kritiske råmaterialer. Denne liste er en oversigt over de materialer, der på samme tid er kritiske i forhold til forsyningssikkerhed (primært på grund af et lille antal leverandører) samtidig med, at de er vigtige for den europæiske økonomi.

Fra affald til ressource
I den europæiske regulering er fosfor som udgangspunkt reguleret under Parlamentet og Rådets gødningsforordning fra 2003. Forordningen tager primært udgangspunkt i fosfor fra konventionel og ikke-biologisk gødning, som typisk udvindes fra miner eller produceres kemisk mens fosfor, som udvindes fra eksempelvis bio-affald, på nuværende tidspunkt ikke er omfattet. Det betyder, at denne type af fosfor ikke kan handles frit på markedet, med mindre der er en gensidig forståelse medlemsstaterne imellem, hvilket ofte er en udfordring, på grund af varierende national lovgivning på området.

Som den første konkrete aktivitet under den cirkulære pakke fra december sidste år, præsenterede Europa-Kommissionen i marts i år derfor et forslag om at revidere netop denne forordning. Revisionen tager udgangspunkt i at skulle fremme stor-skala produktion af gødning inden for EU – bl.a. ved hjælp af udvinding fra bio-affald, herunder kompost, digestat, affald fra fødevareindustrien samt animalske bi-produkter, som altså også skal kunne handles frit på det indre marked. Kommissionens forslag ligger derfor op til at fastsætte bestemmelser for udvinding af bl.a. fosfor, som er udvundet fra bioaffald, som betyder, at de udvundne komponenter overgår til at være et produkt, og dermed ikke længere affald i henhold til affaldsrammedirektivet. Samtidig vil revisionen øge miljøbeskyttelsen ved at harmonisere grænserne for det tilladte indhold af tungmetaller, herunder særligt cadmium, i gødning. Forslaget var i foråret i høring, som du kan læse mere om her. I øjeblikket ligger forslaget hos Rådets eksperter, som forventes at diskutere det nærmere på et møde i midten af november.

Masser af succeshistorier
I sin præsentation afsluttede Thornton med at præsentere en række eksempler på, hvordan europæiske aktører allerede er i fuld gang med at gøre fosforressourcerne til en naturlig del af den cirkulære økonomi. Europæiske virksomheder har således demonstreret, at der ser ud til at være masser af forretningsmuligheder inden for bl.a. fosforudvinding fra både husdyrgødning, spildevandsrensning, madaffald, kød- og benmel, agro-industrien samt bio-brændsler. De gode fortællinger tæller bl.a. svenske REVAQ, som genanvender 3.000 ton fosfor om året fra spildevand, engelske Fibrophos, som udvinder fosfor fra 800.000 tons kyllingeekskrementer hvert år samt NutriTrade Baltic programmet, hvor lokale fiskere incentiveres til at fange karpefisk, hvilket skal genskabe den naturlige fødekæde samt, fjerne overskydende næringsstoffer fra havet.

 

Læs mere om den fælles europæiske platform for bæredygtig anvendelse af fosfor (European Sustainable Phosphorus Platform) her.

 

 

 

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.