Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Forslag om en Parisaftale for Jordens ressourcer

12. oktober 2022
Forslag om en Parisaftale for Jordens ressourcer
Det globale ressourceforbrug er mere end tredoblet siden 1970 og truer nu planetens evne til at genskabe de fornybare ressourcer samt muligheden for at efterlade tilstrækkelige mængder ikke-fornybare ressourcer til de kommende generationer.

En ny rapport præsenterer derfor et forslag om, at der udarbejdes en global Parisaftale for ressourcer. Målet er at skabe et fælles globalt udgangspunkt, der kan danne grundlag for udviklingen af en konkret plan for fremtidens ressourceforbrug. Den nye rapport er udarbejdet af Boston Consulting Group for World Business Council for Sustainable Development – et forum for globale virksomhedsledere.

Rapporten tager udgangspunkt i det massive overforbrug af ressourcer, som vi i øjeblikket er vidne til. Hvis befolkningsvækst og ressourceforbrug fortsætter den opadgående kurve, som vi har set gennem de seneste årtier, vil vi i 2040 have brug for næsten 2,5 jordkloder til at forsyne den globale befolkning med ressourcer. Der er derfor brug for, at vi i fællesskab nedbringer brugen af virgine ressourcer markant, hvilket med andre ord vil betyde, at vi skal op på at genanvende mellem 80 og 90% af de ressourcer, som vi forbruger, hvis ressourceforbruget i 2040 skal blive bæredygtigt og dermed fungere inden for planetens naturlige grænser.

Hvis genanvendelsesraterne skal nå disse højder, estimeres det bl.a. i rapporten, at der skal investeres mellem 16 og 17 billioner kroner i infrastruktur, forbedring og opskalering af eksisterende teknologi samt udvikling af ny teknologi inden for både design, indsamling, sortering og genanvendelse. Det er massive beløb, men svarer imidlertid stadig ”blot” til mindre end 1% af den totale markedsandel for de materialer, som er i fokus i denne rapport. Ifølge rapporten er der ikke blot en betragtelig indkomst i vente, idet efterspørgslen efter genanvendte materialer forventes at stige markant, men også betydelige besparelser i forhold til både klimagasudledninger og negative påvirkninger på biodiversitet og social retfærdighed. Samtidig forventes det at kunne medføre væsentlige forbedringer i forhold til bl.a. jobskabelse og arbejdsforhold.

Helt konkret præsenterer rapporten: 

  • et startskud til, at der kan udarbejdes et sæt globale retningslinjer for brug og genanvendelse af ressourcer for de kommende årtier. 
  • et forslag til mål for indsamling og genanvendelse af otte materialer, der giver høje niveauer af affald (målt på volumen, værdi og/eller miljøpåvirkning): cement og beton, metaller, bioaffald, træ, papir, plast, elektrisk og elektronisk affald (WEEE) samt batterier fra elbiler.
  • nogle af de vigtigste udfordringer for cirkularitet på globalt, regionalt og industrielt niveau.
  • et teknologi-fokuseret og ambitiøst kig på, hvordan fremtiden for genanvendelse kan se ud, hvis nøgleaktører går sammen for at overvinde udfordringerne.
  • et forslag til den fordeling af omkostninger til innovation og materiel, der vil være nødvendig for at opfylde bæredygtige målsætninger for genanvendelse samt disse måls indvirkninger på klimaet, naturen og samfundet.

Læs mere

Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.