Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Evaluering af affaldsreformen nu offentliggjort

24. februar 2016
Markedsudsættelsen er ikke fuldt udmøntet, affaldsgebyrerne er meget varierende og der er usikkerhed om beregningsreglerne herfor samt aktørernes rolle.

Energistyrelsen har netop offentliggjort "Evaluering af de politiske aftaler om organisering af affaldssektoren". Rapporten, som er udarbejdet af Deloitte og Incentive, blev aftalt af partierne bag de politiske aftaler fra 2007 og 2011 om organisering af affaldssektoren.

Rapporten konkluderer blandt andet, at de politiske aftaler om markedsudsættelse på flere punkter ikke kan siges at være fuldt udmøntet endnu. Effekterne af markedsudsættelsen er derfor på nuværende tidspunkt begrænsede. Det gælder de økonomiske effekter af markedsudsættelsen, ligesom miljøkvaliteten stort set er uændret, og der er endnu ikke opnået en mere effektiv administration og service.    

Evalueringen viser derudover en betydelig usikkerhed om reglerne og aktørernes roller. Der er meget varierende gebyrer på de opgaver, som kommunerne stadig må udføre, og der er betydelig usikkerhed om reglerne for beregning af gebyrerne. Her dokumenterer evalueringen, at halvdelen af erhvervsaffalds­administrationsgebyret går til at finansiere omkostninger ved opkrævningen.

Rapporten indeholder alene en kortlægning af implementeringen af de politiske aftaler og den effekt, aftalerne har haft på markedet. Rapporten indeholder ingen konkrete anbefalinger.

DAKOFA konferencer

Det er Energistyrelsens hensigt, at alle aktørerne i sektoren skal have mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af evalueringen. Dakofa arrangerer derfor to konferencer med identisk program; i København den 7. marts og i Aarhus den 9. marts 2016.

I den videre proces vil rapporten udgøre en del af grundlaget for politiske drøftelser om rammerne for en bedre affaldssektor og du kan se rapporten i sin fulde længde ved at trykke her.

Baggrund:

V, K, DF, RV, S og SF indgik den 21. juni 2007 en politisk aftale om organisering af affaldssektoren, der konkurrenceudsatte det genanvendelige erhvervsaffald. Aftalen blev den 1. juli 2011 suppleret af en korrigerende aftale om virksomhedernes brug af genbrugspladserne. Det fremgår af begge aftaler, at de skal evalueres efter 2-3 år, det vil sige 2013-2015. Det er medio 2014 aftalt med forligskredsen bag aftalerne, at der skal ske en samlet evaluering af de to aftaler i 2015.

Følgende interessenter har været inddraget i forbindelse med evalueringen: Affalds- og Ressourceindustrien (ARI), Dansk Kompetencecenter for Affald (DAKOFA), Dansk Affaldsforening (DAF), Dansk Byggeri (DB), Dansk Erhverv (DE), Dansk Industri (DI), Dansk Transport og Logistik (DTL), Genindvindings-industrien (GI), Håndværksrådet (HVR), Brancheorganisation for den danske vejgodstransport (ITD) og KL.

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.