Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: EU's genanvendelsesmål for bygge- og anlægsaffald bør revideres

30. maj 2016
EU's genanvendelsesmål for bygge- og anlægsaffald bør revideres
Ifølge foreløbige resultater af en undersøgelse, igangsat af EU-kommissionen om håndtering af bygge- og anlægsaffald i Europa, bør Kommissionen revidere genanvendelsesmålet på de 70% af bygge og anlægsaffaldet under affaldsrammedirektivet. Der peges på, at målet ganske enkelt er for unuanceret.

Kommissionen offentliggjorde i forbindelse med en workshop afholdt d. 25. maj 2016 et baggrundsnotat indeholdende de foreløbige resultater af undersøgelsen samt anbefalinger til Kommissionen. Her identificeres 6 centrale punkter inden for de nuværende lovgivningsmæssige rammer, hvortil der gives anbefalinger om fremadrettede tiltag, der kan fremme genbrug og genanvendelse af bygge- og anlægsaffald.

EU’s genanvendelsesmål
Affaldsrammedirektivet fastsætter, at medlemsstaterne i 2020 skal træffer de nødvendige foranstaltninger for at opfylde genanvendelsesmålet på 70%. Dette omfatter også nyttiggørelse af bygge- og anlægsaffaldet som erstatning for primære råstoffer (kaldet ”backfilling operations”). Ifølge undersøgelsen er begrebet ”backfilling” ikke veldefineret og bliver derfor ikke anvendt konsekvent i EU. Der er endvidere diskussion af, hvorvidt ”backfilling” af bygge- og anlægsaffald reelt sker som erstatning af primære råstoffer. Dertil kommer, at nogle lande alene opfylder genanvendelsesmålet ved ”backfilling”. Det anbefales derfor at:

  • Revidere målet på 70% efter 2020
  • Indføre særskilte mål for inert, ikke-inert og ikke-farligt og farligt affald
  • Revurdere om ”backfilling” inddrages i genanvendelsesmålet ved f.eks. at tydeliggøre definitionen og/eller revidere beregningsmetoden, eller alternativt at udelukke visse typer af  ”backfilling operations" fra genanvendelsesmålet.

Forebyggelse af affald

Der er kun identificeret meget få forebyggende foranstaltninger i hele EU i forhold til at forebygge bygge- og anlægsaffald. Der foreslås derfor blandt andet følgende tiltag:

  • At der sættes et specifikt EU-mål for forebyggelse af bygge- og anlægsaffald
  • At der etableres Økodesign- og langtidsholdbarhedskriterier som krav i nye bygninger
  • At design til adskillelse og genbrug, herunder modularitet favoriseres på materialeniveau

Nedrivningspraksis
Undersøgelsen har vist, at nedrivningspraksis varierer fra land til land. Dertil kommer, at hvis ikke bygherre og hovedentreprenør sikrer, at bygge- og anlægsaffaldet bliver sorteret korrekt ved kilden og direkte fra nedrivningsstedet sendt via de rette kanaler til genbrug og genanvendelse, så er der stor risiko for, at affaldet ender med at blive deponeret. Derfor foreslås følgende tiltag:

  • Lav sortering på stedet obligatorisk, idet forbedret sortering har vist klare tendenser for at materialerne anvendes højere i affaldshiererkiet.
  • Lav før nedrivning audits, selektiv nedrivning og efter nedrivning rapportering obligatorisk.
  • Lav tiltag til begrænsning af deponering og læg afgifter på deponering, især på inert affald.

Genbrug

Genbrug af materialer er blevet forsømt som en politisk målsætning i forhold til genanvendelse og nyttiggørelse, ifølge undersøgelsen. Genbrug er ikke omfattet af de nationale indberetningsforpligtelser og derfor er genbrug vanskeligt at vurdere. Følgende tiltag anbefales:

  • Etabler økodesign- og langtidsholdbarhedskriterier som krav i nye bygninger
  • Lav tiltag der fremmer udvekslingen affald og industrielle symbioser - match mellem udbud og efterspørgsel
  • At der udvikles bygningspas og materialepas sammen med udvikling af bygnings- og nedrivningsmodel (BIM)
  • At mulighederne for produkt- og materialedeklaration forbedres for genanvendte produkter og materialer, herunder recertificering

Markedet for genanvendte materialer

I undersøgelsen peger man på, at fem EU-medlemsstater (Nederlandene, Storbritannien, Belgien, Tyskland og Frankrig) skiller sig ud, da disse lande producerer 90% af de genanvendte aggregater, der markedsføres i EU. Dette hænger tæt sammen med at fire af de fem lande har etableret nationale End-of-Waste kriterier for aggregater, og det femte land er godt på vej med End-of-Waste kriterier. Det foreslås derfor, at der indføres End-of-Waste kriterier for aggregater på EU-niveua.

I undersøgelsen har man endvidere identificeret, at der er to betydelige barrierer for at opnå et velfungerende marked for genanvendte materialer. Disse er:

  • Manglende muligheder for og fokus på produktcertificering af genanvendte materialer
  • Manglende incitament til genanvendelse f.eks. via offentlig efterspørgsel/indkøb

Følgende tiltag foreslås

  • Fremme efterspørgsel på / krav til anvendelse af genanvendte materialer i offentlig byggeri 
  • Udvikle standarder for genanvendte materialer til specifikke formål (for materialer, der ikke kan opnå End-of-Waste status
  • Faciliter, at der skabes sporbarhed hvad angår materialer og indhold af potentielt skadelige stoffer
  • Opmuntre til udvikling af muligheder for produktdeklaration af genanvendte materialer
  • Udvikle økonomiske incitamenter til genanvendelse af aggregater

Dataindsamling

Kvaliteten af de indsamlede data er samlet set af moderat kvalitet og der anbefales derfor en række tiltag og overvejelser i forhold til at forbedre datakvaliteten på medlemsstatsniveua.

Næste skridt

Efter workshoppen d. 25. maj færdiggøres arbejdet, som forventes at foreligge i den endelige form i august 2016. På baggrund af anbefalingerne fra undersøgelsen samt den offentlige høring på området, som netop nu er i gang vil Kommissionen beslutte om der skal igangsættes et initiativ med fokus på bygge- og anlægsaffald.

Se baggrundsnotatet:Workshop "improving management of construction and demolition waste" her.

 

Læs mere i vidensbanken

Bygge- og anlægsaffald
Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.