Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Europa skal omfavne den kollaborative økonomi

02. juni 2016
Europa skal omfavne den kollaborative økonomi
Hvordan kan den kollaborative økonomi sikre bedre udnyttelse af ressourcerne samtidig med, at man sikrer de gængse forbruger- og arbejdstagerrettigheder, så de nye forretningsmodeller kan blive en samfundsgevinst? Den europæiske kommission er netop udkommet med en meddelelse, som skal bringe medlemsstaterne nærmere et svar.

Den kollaborative økonomi er en betegnelse for den økonomi, som i andre sammenhæng også har været omtalt som deleøkonomi, peer-to-peer økonomi eller lignende. Men disse betegnelser er ifølge Kommissionen ikke tilstrækkelige, og derfor anvender man nu den nye betegnelse ”den kollaborative økonomi”. Begrebet dækker over transaktioner mellem tre typer af aktører:

  • serviceudbydere, som deler aktiver, ressourcer, tid eller færdigheder
  • brugere af ovenstående ydelser
  • mellemled, som forbinder de to ovenstående og som faciliterer transaktioner imellem de to

Transaktioner i den kollaborative økonomi involverer som regel ikke en ændring af ejerskab, og kan gennemføres både med eller uden profitskabelse. Eksempler som delebilordninger, privat udlejning af boliger og streamingtjenester er hyppigt anvendte eksempler.

Kollaborativ økonomi er ifølge Kommissionen en gevinst for samfundet
Ifølge Kommissionen havde den kollaborative økonomi i 2015 en bruttoomsætning på 28 milliarder euro, hvilket er en omtrentligt fordobling siden 2014. Kommissionen mener, at den nye økonomi fører til mere effektiv udnyttelse af ressourcerne, bredere udvalg og lavere priser for forbrugerne samtidig med, at den giver gode vækstmuligheder for innovative nystartede virksomheder og eksisterende europæiske virksomheder. Hvis blot den kollaborative økonomi tackles rigtigt er der altså ifølge kommissionen store gevinster at høste.

Og netop dette har indtil videre vist sig som en betydelig udfordring i flere medlemsstater, for forretningsmodeller inden for den kollaborative økonomi kan skabe usikkerhed om bl.a. forbrugernes sikkerhed, arbejdstageres rettigheder og virksomhedernes indbetalinger til statskassen. Den nye meddelelse om den kollaborative økonomi indeholder derfor en generel vejledning til medlemsstaterne om, hvordan den europæiske lovgivning vedrører virksomheder og forbrugere, som er en del af den kollaborative økonomi.

Kommissær for det indre marked, industri, iværksætteri og SMV'er, Elżbieta Bieńkowska, udtalte i forbindelse med lanceringen, at: "den kollaborative økonomi omfatter store muligheder for forbrugere, iværksættere og virksomheder - hvis vi skaber det rette grundlag. Hvis vi lader det indre marked blive splittet op efter nationale eller endda lokale holdninger, risikerer Europa som helhed at sakke bagud. I dag giver vi de offentlige myndigheder og markedsaktørerne en række juridiske retningslinjer for at sikre en afbalanceret og bæredygtig udvikling af disse nye forretningsmodeller. Vi opfordrer medlemsstaterne til at revidere deres lovgivning i lyset af retningslinjerne og er rede til at støtte dem i denne proces."

Kommissionen inviterer til dialog
Meddelelsen skal nu gennem den vanlige lovgivningsprocedure i EU, hvor Kommissionens forslag sendes til behandling i Europa-Parlamentet og Rådet. Kommissionen ser ifølge dagens pressemeddelelse frem til at starte en dialog med både Parlamentet, Rådet og medlemsstaterne, for at sikre de bedste muligheder for både borgere og virksomheder i den kollaborative økonomi.

Baggrund
Initiativet til denne meddelelse blev første gang annonceret som en del af strategien for det indre marked, der blev lanceret i oktober sidste år. Det indre marked er som bekendt skabt til at sikre fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer, men med deleøkonomien står markedet over for nogle helt nye udfordringer. Deleøkonomien har i mange lande overhalet lovgivningen indenom og mange europæiske medlemsstater har kunnet berette om lovgivningsmæssig usikkerhed i forhold til eksempelvis forbrugerbeskyttelse, beskatning og arbejdstagerrettigheder. Den europæiske kommission anerkendte derfor, at der er behov for klare og afbalancerede lovgivningsmæssige rammer, som muliggør udvikling af iværksætteri inden for deleøkonomien. Målet med arbejdet har været, at rammerne både skal beskytte de involverede aktører, men samtidig også, at de skal sikre, at der ikke indføres unødige lovgivningsmæssige hindringer for enten eksisterende eller nye markedsaktører – uanset hvilken forretningsmodel de anvender.


Se Kommissionens side om den kollaborative økonomi her og læs selve meddelelsen her

Læs også kommissionens bagvedliggende meddelelse ”Opgradering af det indre marked” her

Læs også her en tidligere DAKOFA nyhed om, hvordan England er i gang med at udvikle og integrere deleøkonomien

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.