Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: De væsentligste ændringer i de nye regler for klassificering af affald som farligt

24. april 2015
De væsentligste ændringer i de nye regler for klassificering af affald som farligt
De nye regler for klassificering af affald, som i øjeblikket er i høring til den 27. april 2015 blev diskuteret ved DAKOFA’s seminar for klassificering af affald. De nye regler er et udtryk for, at EU kommissionen har ønske at tilpasse klassificeringsreglerne til klassificeringsreglerne i CLP-forordningen (Classification, Labelling and Packaging).

På seminaret blev klassificeringen og betydningen af klassificeringen for behandlingsmulighederne diskuteret. Klassificering af affald som ikke-farligt eller farligt affald sker udelukkende på basis af affaldets iboende egenskaber. På seminaret kom det frem, at alene klassificeringen som farligt affald i nogle tilfælde kan være en forhindring for genanvendelse eller nyttiggørelse af materialer, som miljø- og sundhedsmæssigt ville være forsvarligt at genanvende. Det er derfor vigtigt at holde for sig for øje, hvilke kriterier der udløser klassificeringen som farligt affald, når der efterfølgende tages stilling til, om materialerne skal genanvendes, nyttiggøres eller slutdisponeres.  

Er man sikker på det er farligt, når man måler?
Dette spørgsmål blev diskuteret med udgangspunkt i et nyt projekt fra Miljøstyrelsen om farlige kulbrinter i shredderaffald. Undersøgelsen viser, at resultatet bliver påvirket af analysemetoden, idet de anvendte analysemetoder kan give resultater der også indeholder et falsk positivt bidrag fra f.eks. plast og gummi i affaldet. Læs mere om dette her. 

Betydningen af ændringerne
De væsentligste ændringer til bilag 4 er:

  • Fareegenskaberne omdøbes fra H 1- H 15 til HP 1 – HP 15 og tilpasses navngivningen i CLP
  • Bilag 4 udbygges fra at indeholde en oversigt over fareegenskaber og procentgrænser til at indeholde en oversigt over fareklasser, farekategorier, faresætningskoder og procentgrænser
  • R-sætningerne erstattes af faresætningskoder (H-koder)
  • Der indføres afskæringsværdier for tre fareegenskaber (HP 4, HP 6 og HP 8)
  • Grænseværdierne ændrer sig for tre fareegenskaber (HP 5, HP 6 og HP 13)
  • For en række POP-stoffer direkte link mellem POP-forordningens bilag IV og klassificering af affald som farligt
  • Koncentrationsgrænser for farligt affald gælder fortsat som udgangspunkt ikke for metallegeringer i massiv form, så det er ikke en ændring, men nævnes alligevel her.

Bilag 4 er i høringsudkastet undergået en betydelig forandring. I den nye version af bilag 4, hvor forordningsteksten gengives, er man nødt til at lede efter grænseværdierne under de enkelte fareegenskaber, hvilket kan virke en smule rodet. Heldigvis er der hjælp at hente fra Henrik Wejdling fra AffaldPlus, som til seminaret har udarbejdet en liste sorteret efter grænseværdierne. Her kan man hurtigt danne sig et overblik over hvilke kombinationer af fareklasser, kategorikoder og faresætningskoder, der har laveste grænseværdier. Se listen her (download dokumentet - grænseværdier og fareklasser) eller se ovenstående billede i stort her.

De væsentligste ændringer for bilag 2 omfatter:

  • Der indføres bestemmelser om, hvordan affaldslisten skal anvendes
  • Det præciseres, hvordan affald klassificeres som farligt efter affaldslisten
  • Ændring af følgende EAK-koder:

    • 01 03 09 og 01 03 10 (sidstnævnte ny kode) 06 08 02 (rettelse af forkert ord) 16 03 07 (ny kode) 19 03 04 og 19 03 08 (sidstnævnte ny kode)

Ændringerne betyder, at affaldslistens markeringer med fed som hovedregel skal lægges til grund for klassificering af affald som farligt. Affaldslistens markeringer bliver derfor med de nye regler udgangspunktet for klassificeringen. Dog kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at affald som er markeret med fed i affaldslisten men som ikke udviser farlige egenskaber jf. bilag 4, klassificeres som ikke-farligt affald - og visa-versa.

Hovedprincipperne i klassificeringen af farligt affald ændres ikke. Affald klassificeres som farligt, når det  udviser farlige egenskaber eller indeholdet af farlige stoffer overskrider grænseværdierne, som kan findes i bilag 4 i affaldsbekendtgørelsen.

EU Kommissionen har endnu ikke truffet beslutning om, hvilken grænseværdi, der skal gælde for miljøfare (HP 14). Der er i gang sat et studie med udvalgte lande inden for dette område. Indtil kommissionen har truffet beslutning herom vil det være op til de enkelte kommuner om de vil tillægge miljøfare betydning. Blandt deltagerne på seminaret var der ønske om, at Miljøstyrelsens eller kommunerne indbyrdes beslutter sig for, om de vil tillægge miljøfare betydning (indtil EU bestemmer sig).

Både højere og lavere grænseværdier med de nye regler
Med de nye regler vil 34 stoffer ud af 94 på listen over stoffer, der typisk kan gøre forurenet jord til farligt affald, umiddelbart få en højere grænseværdi, men hvis miljøfare (HP 14) tillægges betydning, forbliver grænseværdien for yderligere 9 af de 34 stoffer uændret. Hvis særlige grænseværdier tillægges betydning vil yderlige 3 værdier være uændrede. For 13 af stofferne vil grænseværdierne være lavere, primært fordi grænseværdien for reproduktionstoksisk skærpes fra 5.000 til 3.000 mg/kg.

Hvad skal man være opmærksom på, når man klassificerer?
ECHA’s database over harmoniserede klassificeringer (som findes her på ECHAs hjemmeside er god at bruge i klassificeringsprocessen (brug link nederst på siden). Her kan man taste stoffets navn (på engelsk) eller et af dets id-numre og få oplysninger om fareklasse, kategorikode og faresætningskode mv. som kan bruges til at klassificere affaldet med. Endvidere er DAKOFA’s liste med farlige stoffer og grænseværdier opdateret med hjælp fra Henrik Wejdling. Listen kan hentes i en foreløbig udgave her på siden (brug link nederst på siden), men vil også blive tilgængelig på DAKOFA’s hjemmeside i en mere læsevenlig version.

Der er nu blevet en lovformelig kobling mellem POP og klassificering af farligt affald. Overskrider koncentrationen af en POP i givent affald den grænseværdi, som gælder i POP-forordningens bilag IV, er affaldet klassificeret som farligt affald. I databasen over harmoniserede klassificeringer angives det desværre ikke, hvilke stoffer, der er POP-stoffer. Det skal man være opmærksom på, fordi hvis man bruger den generisk grænseværdi for et POP-stof rammer man let en faktor 1000 ved siden af.

Man skal også være opmærksom på, at det kun er bestemte kombinationer af fareklasser og kategorikoder samt faresætningskoder, der kan gøre affaldet farligt.

For nogle af fareegenskaberne giver det ikke mening af have grænseværdier som f.eks. eksplosiv. Enten er affaldet eksplosivt (og dermed farligt) eller også er det ikke.


Find høringsudkastet om farlig affaldsændringerne her

Find materiale fra DAKOFA’s seminar om farligt affald her

Find DAKOFA’s netværk for farligt affald her

Find listen over POP-stoffer her

Find ECHAs hjemmeside her

CLP forordningen
CLP forordningen er baseret på det globale GHS system (Globally Harmonised System of Classification and Labelling of Chemicals) under FN. CLP forordningen erstatter det gamle ”stofdirektiv” (67/548/EØF) og ”præparatdirektiv” (1999/45/EF), som i Danmark er udmøntet i klassificeringsbekendtgørelsen.
CLP forordningen omfatter stoffer og blandinger, som markedsføres i EU. Import af stoffer og blandinger fra et ikke-EU land og ind i EU betragtes i denne sammenhæng også som markedsføring.

Læs mere om CLP på Miljøstyrelsens hjemmeside her

 

 

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.