Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Er det realistisk at nå de nye mål for genanvendelse?

17. maj 2016
Er det realistisk at nå de nye mål for genanvendelse?
Under en netop afsluttet to-dages konference i Berlin, blev kommissionens udspil til den cirkulære økonomipakke vendt og drejet i forhold til både visioner, muligheder og udfordringer. Men udspillets forslag om en ny metode til at beregne medlemsstaternes genanvendelsesrater viste sig som et vigtigt og tilbagevendende emne.

 

I den eksisterende europæiske lovgivning har medlemsstaterne et vist råderum til selv at bestemme, hvilken metode de vil anvende til at beregne deres genanvendelsesrate. Det har har betydet, at man i praksis ikke kan sammenligne raterne, medlemsstaterne imellem. Samtidig har det været et problem, at de nuværende metoder ikke har målt på reel genanvendelse men på indsamling til genanvendelse, hvilket man må sige, giver et noget urealistisk billede af medlemsstaternes reelle genanvendelsesrater. 

Kommissionen vil således med sit nye forslag bl.a. råde bod på det dårlige sammenligningsgrundlag og den ringe indikator for faktisk genanvendelse. I Artikel 11a er det dermed foreslået, at medlemsstaterne skal beregne en affald som genanvendt, når output fra en hvilken som helst sorteringsproces kan genanvendes med maksimalt 10 % sendt til forbrænding eller deponering. Metaller fra bundaske i affaldsforbrændingsanlæg kan i tillæg også regnes med som genanvendt, hvis de opfylder visse kvalitetskrav.

Ens for alle – men hvad med målene?
Der var på konferencen bred enighed om, at det er både rimeligt og hensigtsmæssigt, at man nu tager fat på problemet omkring de usammenlignelige genanvendelsesrater. Udfordringen bliver imidlertid, at man skal ind og pille ved de tal, som man ikke bare gennem mange år har anvendt til at sammenligne og benchmarke sig ud fra, men også de tal, som man har baseret de nye mål på. Den nye beregningsmetode vil nemlig formentlig betyde, at alle medlemsstaterne genanvender væsentligt mindre end de nuværende tal viser. Det blev dog også nævnt, at det ofte er plastfraktionerne, hvor en del frasorteres til forbrænding, og da dette ikke vejer meget, er det stadig uklart hvor meget det reelt vil betyde for beregningen af genanvendelsesprocenten. 

Tyskerne føler sig udfordret
Under en præsentation viste tyskerne eksempelvis, hvad den nye beregningsmetode vil betyde for deres genanvendelsesrate, og således også for deres mulighed for, at nå de foreslåede mål. Her blev det hurtigt klart, at landet, som på nuværende tidspunkt kan tilskrives den højeste genanvendelsesrate, føler sig udfordret i forhold til at kunne nå målene. Mere specifikt viste tyskerne, at de med den nuværende metode, dvs. input til R2-R13 anlæg kunne opnå en genanvendelsesrate på 64 % i 2013. Tyskerne medgav imidlertid, at input til eksempelvis MRF- og MBT-anlæg ikke har meget med genanvendelse af høj kvalitet at gøre. Fra disse anlæg tager de nemlig udgangspunkt i, at ca. 20-30 % fra MRF-anlæggene (central sortering af de tørre fraktioner ) og bare 6% (primært metal) fra MBT-anlæggene reelt kan genanvendes ( en central sorterings teknologi hvor både det våde og det tørre affald sorteres sammen).

Med den nye metode nåede man en estimeret genanvendelsesrate på mellem 44 og 48 %, alt afhængig af mindre uklarheder. Det betyder ikke bare et dyk på hele 20 procentpoint for den tyske genanvendelsesrate, men også, at man har virkelig svært ved at se, hvordan man skal nå de foreslåede mål på 60 % genanvendelse af municipal waste i 2025. Ifølge tyskerne er repræsentanter fra både Sverige og Østrig nået til samme konklusion. Det blev dog tilføjet fra Kommissionens side, at definitionen på municipal waste er bredere, og at mere affald fra servicesektoren kan tælles med. De fremhævede endvidere, at det vil betyde at der satses langt mere på separat indsamling og, at det for visse fraktioner, som organisk affald og glas, er nødvendigt at indsamle det helt adskilt fra de øvrige fraktioner.

Arbejdet fortsætter
På trods af den lidt nedslående nyhed fra Tyskland var der imidlertid ikke tvivl blandt deltagerne på konferencen om, at den nye beregningsmetode er mere retvisende i forhold til mængden af genanvendelse. En øget indsats for højere kvalitet i genanvendelsen såvel som et kritisk kig på de foreslåede mål må derfor også være bedre, end at blive ved med at gemme sig bag misvisende og usammenlignelige genanvendelsesrater.

Det forlyder, at det hollandske formandskab arbejder hårdt på, at drive processen med den cirkulære pakke fremad og Rådets eksperter mødtes senest den 4. maj, for at diskutere de foreslåede ændringer i affaldsrammedirektiverne.

 

Hør mere om erfaringer med genanvendelse fra de førende EU-lande på DAKOFAs konference om emnet. Du kan tilmelde dig konferencen her 

 

 

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.