Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Effektivisering af lokale indsamlingssystemer – waliserne er i gang

03. maj 2016
Effektivisering af lokale indsamlingssystemer – waliserne er i gang
I 2011 lancerede den walisiske regering et såkaldt ”blueprint”, som skal guide de lokale walisiske myndigheder udi effektiv indsamling af husholdningsaffaldet, set i forhold til både kvalitet, økonomi og miljø. Planen giver de lokale myndigheder klare retningslinjer for indsamling af husholdningsaffaldet, men tillader samtidig en vis grad af metodefrihed.

I 2009 konsulterede den walisiske regering de lokale myndigheder i forhold til, hvordan de ønskede at blive bedre til at indsamle affald til genanvendelse. Denne undersøgelse viste, at de lokale myndigheder først og fremmest ønskede konkrete anbefalinger og samarbejde med regeringen frem for øget regulering og introduktion af økonomiske virkemidler. Med udgangspunkt i denne tilbagemelding udviklede regeringen et såkaldt blueprint med konkrete anbefalinger, som skulle gøre det billigere for de lokale myndigheder at indsamle affald fra husholdningerne samtidig med, at kvaliteten i genanvendelsen blev forøget.

Det nye blueprint viste, at man for at opnå en bedre kvalitet i genanvendelsen, ifølge waliserne, først og fremmest er nødt til at indsamle alle fraktioner separat ved husholdningerne. Helt konkret anbefaler den walisiske regering bl.a. at de lokale myndigheder skal:

  • Reducere kapaciteten til indsamling af restaffald ved eksempelvis at reducere indsamlingsbeholderne fra 240 liter til 140 liter
  • Indsamle madaffald separat en gang om ugen (også separeret fra haveaffaldet)
  • Anvende moderne indsamlingsbiler, der kan facilitere separat indsamling af minimum plastflasker, metal- og aluminiumsdåser, glas (potentielt opdelt i farve), papir, madaffald og presset pap, vel og mærke på én og samme tur.
  • Tilbyde en genbrugsordning i forbindelse med indsamling af storskrald       

Særligt fokus på bedre kvalitet i genanvendelsen
Målet med blueprintet er et mere bæredygtigt Wales, hvilket bl.a. idebærer, at det affald, som indsamles til genanvendelse, skal være tilstrækkeligt rent til, at de genanvendte materialer bliver af en så høj kvalitet, at det rent faktisk også kan genanvendes på en meningsfuld måde. Waliserne har nemlig tidligere oplevet, at det indsamlede affald på den ene side var af en så ringe kvalitet, at man ikke kunne afsætte det indenlands og derfor har været nødt til at eksportere det, men samtidig også, at efterspørgslen efter genanvendt materiale fra de walisiske virksomheder oversteg udbuddet. Ved at indføre et blueprint for indsamling til genanvendelse har man således ønsket at gøre op med dette modsætningsforhold mellem kvalitet og efterspørgsel således, at waliserne fremover kan anvende nationalt indsamlet affald til produktion af nye materialer og produkter i egne virksomheder. På den måde er bæredygtighedsmålet også koblet sammen med nationale økonomiske mål om flere grønne jobs og øget vækst i Wales.

Aktuel evaluering bekræfter anbefalingerne
Det oprindelige blueprint er for ganske nyligt blevet evalueret af konsulenthuset Eunomia. Konklusionen på denne gennemgang var, at de walisiske retningslinjer fortsat anses som værende en effektiv og anvendelig metode, både set i forhold til at nedbringe det kommunale omkostningsniveau såvel som til at forøge kvaliteten af de genanvendte materialer. Samtidig anser man den også for at være særdeles anvendelig i forhold til at reducere mængderne af restaffaldet såvel som til at indsamle øgede mængder køkkenaffald.

Mindre kapacitet for restaffald øger genanvendelsen
I evalueringen understreges det, at man anser kildesortering (i modsætning til eksempelvis kildeopdeling) som den indsamlingsmetode, der resulterer i den største mængde indsamlet affald til genanvendelse, og som samtidig kan tilvejebringe det materiale, som kan genanvendes med en højest mulig kvalitet som resultat. Det understreges ydermere, at en nedbringelse af kapaciteten ser ud til at være en yderst effektiv metode til at øge kvaliteten i genanvendelsen samtidig med, at man reducerer kommunernes omkostninger forbundet med affaldshåndtering. I Wales har en række kommuner således valgt at nedbringe frekvensen for indsamling af restaffald til hver 3. uge, og flere kommuner er på vej. I evalueringen indikeres det, at man formentlig ville kunne reducere indsamlingsfrekvensen yderligere til hver 4. uge, men at en sådan overvejelse ville skulle kombineres med en holistisk analyse af sundheds- og sikkerhedsspørgsmål forbundet med denne type service. En sådan analyse var ikke en del af evalueringen.

 

Få mere at vide
Hvis du ønsker at høre mere om det walisiske blueprint og udviklingen inden for indsamling til genanvendelse i Wales, skal du melde dig til DAKOFAs konference om emnet her. På konferencen vil du kunne høre meget mere om erfaringerne fra Wales såvel som fra syv andre lande, der er førende inden for indsamling til genanvendelse.

Læs alle anbefalingerne i det walisiske blueprint her samt evalueringen af anbefalingerne her.

Se den walisiske affaldsplan fra 2010 her og læs også en statusrapport fra 2015 for strategien her.

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.