Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: EEA: Forebyggelse af farligt affald skal opprioriteres

16. december 2016
EEA: Forebyggelse af farligt affald skal opprioriteres
Forebyggelse af farligt affald skal ifølge det Europæiske Miljøagentur prioriteres højere. Danmark mangler fortsat en plan for området.

Det Europæiske Miljøagentur har netop udgivet en ny rapport om status i Europa for forebyggelse af farligt affald. Rapporten bygger på en gennemgang af 30 ud af 36 nationale og regionale affaldsforebyggelsesprogrammer fra de 28 medlemsstater samt Island, Norge og Lichtenstein.

Mængderne øges
Den nye rapport viser, at farligt affald repræsenterer omkring 4% af de samlede affaldsmængder og, at mængderne ser ud til at være stigende. De største mængder farligt affald bliver genereret af affaldshåndteringen, byggesektoren, minesektoren såvel som husholdningerne, i nævnte rækkefølge. Mængderne af farligt affald fra affaldshåndteringen er steget betydeligt over de seneste ti år, hvilket afspejler skiftet til flere genanvendelsesaktiviteter, som således også resulterer i flere mængder farligt affald fra de mængder, som ikke kan genanvendes.

De største mængder farligt affald findes i Bulgarien og Estland på grund af hhv. mineaffald og affald fra skifergasproduktion. Danmark ligger lidt under det europæiske gennemsnit i forhold til mængden af genereret farligt affald set i forhold til BNP mens vi ligger lige over gennemsnittet i forhold til mængderne af farligt affald per indbygger. Inden for begge indikatorer har Danmark imidlertid haft nogle ganske betydelige stigninger inden for perioden 2008-2012, hvilket kan være relateret til en ændring i opgørelsesmetoden. Agenturet understreger netop, at klassificering fortsat er en betydelig udfordring, hvilket betyder, at de præsenterede data må betragtes i forhold til de trends de beskriver, snarere end de niveauer, som man kan læse.

Forebyggelse skal prioriteres højere
Til trods for, at medlemsstaternes håndtering af farligt affald ser ud til at forbedres år for år, så er forebyggelse fortsat lavt på dagsordenen i den enkelte medlemsstater, lande og regioner. Til trods for, at de fleste har inkluderet farligt affald i deres forebyggelsesplan (dog undtaget fem lande, herunder Danmark), konkluderer agneturet, at de europæiske lande ikke prioriterer forebyggelse højt nok. Man mener, at en af udfordringerne kan være, at aktiviteter og beslutninger på området bliver spredt over flere forskelige styrelser eller afdelinger frem for, at de bliver samlet i en enkelt enhed. Samtidig er data på nuværende tidspunkt simpelthen ikke tilstrækkelige, hvilket betyder, at det bliver en udfordring at sætte mål såvel som indikatorer, der kan dokumentere fremskridt, eller det modsatte, på området. Bare syv lande har udviklet egentlige indikatorer på området mens fire lande, herunder bl.a. Sverige, har sat egentlige mål for forebyggelse.

De fleste konkrete forebyggelsesinitiativer, som findes i de enkelte forebyggelsesprogrammer er linket til regulering af produktionen som eksempelvis forbud mod bestemte farlige stoffer. Andre muligheder kan være retningslinjer i forbindelse med grønne offentlige indkøb eller informations-relaterede tiltag. Der blev ikke fundet markeds-baserede instrumenter.



Analysen er den tredje i en serie om affaldsforebyggelse i Europa. De første to omhandlede affaldsforebyggelse generelt i hhv. 2013 og 2014. Find hele rapporten samt links til de tidligere publikationer om affaldsforebyggelse på agenturets hjemmeside her.

 

 

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.