Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Digitale muligheder ved den grønne omstilling

07. februar 2016
Tre midtjyske kommuner får regionalt tilskud til at udforske, hvordan de kan udnytte de digitale muligheder i en bæredygtig omstilling. Randers, Samsø og Skive skal samle data om materialestrømme og bruge dem så effektivt, at der kan komme vækst og nye arbejdspladser ud af det.

Er det muligt at få overblik over, hvor mange og hvilke byggematerialer der bruges i Skive, så man kunne holde lidt øje med dem igennem hele deres "livscyklus" og måske sikre dem imod at ende som affald efter nedrivningsaktiviteter?

Det kræver håndtering af enorme mængder af data fra mange kilder at få svar på disse spørgsmål. Men der er også potentielt store gevinster at hente – i form af sparede materialer, mindre affald og mulig erhvervsudvikling.
I det kommende år får Skive Kommune lejlighed til at afprøve mulighederne for at følge disse strømme af byggematerialer. Det sker med støtte fra Region Midtjylland.

På sit møde onsdag vedtog Regionsrådet for Region Midtjylland nemlig at støtte tre projekter, der skal hjælpe kommunerne i gang med at bruge big data i omstillingen til cirkulær økonomi. I alt får Skive, Randers og Samsø Kommuner 2,4 mio. kroner til deres projekter, der handler om big data og materialestrømme.

I Skive hedder projektet Vækst via datadrevet genanvendelse. Her skal der samles data fra BBR, elektroniske anmeldelsesskemaer, affaldsselskaber og private aktører for at klarlægge materialestrømme omkring byggeri og nedrivning. Ifølge kommunen er der potentiale i at styre og spore materialernes vej gennem samfundet for at kunne genanvende dem og minimere affaldsmængden, og der er tilmed nye arbejdspladser i kølvandet af det, mener kommunen. Bag projektet i Skive står Energibyen Skive, Byg og miljø Skive Kommune, Geo-data Skive Kommune, EADania, Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter samt affaldsselskabet Nomi4S.

I Randers vil kommunen lave en grundmodel til en materialedatabank, der kan synliggøre materialestrømmene gennem kommunen. Randers Kommunes projekt vil starte med tre-fire specifikke materialestrømme og deres livscyklus. Her skal materialerne gå igennem en produktionsvirksomhed, en offentlig virksomhed, et detailled og et affalds-/genanvendelsesled. Hensigten er mere genanvendelse af materialer, en
kobling til andre projekter om symbioser og lokal materialeanvendelse, lige som projektet lokalt skal øge konkurrenceevnen, sikre job og tiltrække nye virksomheder og arbejdspladser.

På Samsø er projektet et led i Samsøs arbejde for at blive verdens første cirkulær økonomi-ø. Projektet BioBIGData/Smart Biosamfund Samsø kredser om intelligent brug af data om bioressourcekredsløb. Kommunen vil udvikle en model, der beskriver, hvordan man kan synliggøre og styre kredsløbene omkring de organiske ressourcer på øen, eksempelvis kulstof, kvælstof og fosfor. Dette skal optimere værdiskabelsen på øen og minimere miljøbelastningen og ressourceforbruget. Derudover skal der fokuseres på nye forretningsmuligheder.

FAKTA

Big data dækker over indsamling, opbevaring, processering, analyse, visualisering og fortolkning af enorme mængder af data. Big Data karakteriseres ofte med de 3 V’ er; Volume, Velocity og Variety (Størrelsen af data, hurtighed i behandlingen af data og forskelligartetheden af data). Big data giver mulighed for at finde sammenhænge, som man ellers ikke ville kunne finde som for eksempel at spotte forretningstrends, vurdere kvaliteten af forskning m.v.

KILDE

Region Midtjyllands hjemmeside www.rm.dk.

 

 

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.