Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Den nye Affaldsstatistik 2013 er i topform

29. september 2015
Den nye Affaldsstatistik 2013 er i topform
Den netop offentliggjorte Affaldsstatistik 2013 fra Miljøstyrelsen er tilbage på sporet – inkl. opdaterede data fra 2011 og 2012. Genanvendelsen er generelt steget 4 %-point fra 2011 til 2013. Statistikken giver brugbare og detaljerede oversigter over affaldsmængder fra forskellige kilder og håndtering af de forskellige affaldsfraktioner på nationalt niveau. Som noget helt nyt vises detaljerede data om servicesektorens affald.

Så synes Miljøstyrelsen at have fået kørt Affaldsdatasystemet (ADS) godt ind, så den nationale affaldsstatistik igen generelt giver en troværdig oversigt over affaldshåndteringen i Danmark. Da styrelsen samtidigt har kvalitetssikret og opdateret ADS indberetningerne fra 2011 og 2012, kan statistikken også anvendes til at få belyst trends i håndteringen af affald. En evt. sammenligning med endnu tidligere data er udeladt, fordi overgangen fra ISAG til ADS i 2010 ændrede indberetningsmetoderne radikalt. Dette databrud ville gøre sammenligninger mellem fx 2013 og 2009 for usikre.

Nogle af hovedresultaterne i affaldsstatistik 2013 er:

  • Den samlede affaldsproduktion i Danmark er ca. 11,1 mi0. tons (eksklusiv jord).
  • Den samlede genanvendelsesprocent er steget fra 62 til 66% i perioden 2011-2013.
  • Den samlede genanvendelse af husholdningsaffald er steget fra 37 til 41 % i perioden 2011-2013.
  • Genanvendelsesprocenten i 2013 for ressourcestrategiens 2022 målsætning for husholdningsaffald (syv udvalgte affaldsfraktioner) var 28 %, hvilket er en stigning fra 25 % i 2011 (tallet for 2011 er højere end tidligere offentliggjort pga. tidligere manglende indberetninger). Regionerne Midtjylland og Syddanmark har den højeste genanvendelse efter denne opgørelsesmetode, men region Hovedstaden har den største stigning i perioden 2011-2013.
  • Servicesektorens genanvendelse var i gennemsnit 54% i 2013 – og væsentligt lavere for ’Hotel og restauranter’ samt ’Offentlig forvaltning, undervisning, sundheds- og socialvæsen’. 'Hotel og restauranter' havde dog opnået stigning i genanvendelsen på 9 %-point i perioden 2011-2013.
  • Mængden af dansk produceret affald gående til forbrænding er faldet i perioden 2011-2013, men importen af affald til de danske forbrændingsanlæg er steget fra 16.000 til 158.000 tons.

Uddybende om mængde affald til forbrænding

Danskerne genanvender mere affald. Det fremgår af den første tabel (2.1) i den nye affaldsstatistik 2013, som viser, at genanvendelsen er steget med 463.000 tons fra 2011 til 2014. En stigning fra 62 % til 66 %. Samtidig er der blevet brændt mindre affald i samme periode. I alt er der blevet brændt 244.000 tons mindre affald fra 2011 til 2013. En nedgang fra 30 % til 27 %.

Den større genanvendelse og nedgangen i forbrænding af affald skal ses i sammenhæng med import af affald, som der står i statistikkens afsnit om import og eksport af affald. Her fremgår det nemlig, at importen af forbrændingsegnet affald til de danske affaldsforbrændingsanlæg et steget fra 16.000 tons i 2011 til 158.000 tons i 2013. En stigning på i alt 142.000 tons.

Det betyder reelt, at nedgangen i mængden af affald til forbrænding i perioden 2011-2013 (244.000 tons) delvis er blevet erstattet af importeret affald (142.000 tons).

Biomasse hører med til det samlede billede af, hvor store mængder, der samlet brændes på danske affaldsforbrændingsanlæg. Mængderne af biomasse fremgår imidlertid ikke af affaldsstatistikken, da biomasse ikke er affald. Biomassedata kan dog hentes i rapporterne om Benchmarking af affaldssektoren. Det fremgår af benchmark-rapporten 2012, at nogle af forbrændingsanlæggene (de multifyrede anlæg) valgte i 2011 at udnytte noget af den ledige kapacitet til at producere energi på i alt 38.000 tons biomassebrændsel. I Benchmark-rapporten 2014 er anvendelsen af biomassebrændsel på forbrændingsanlæggene steget med 62.000 tons til i alt 100.000 tons.

Samlet betyder det, at affaldsforbrændingsanlæggene samlet set brændte 3.342.000 tons (affald, import og biomasse) i 2011 og i 2013 blev der samlet set brændt 3.302.000. Det betyder, at de anlæg, der har haft mulighed for det, har fyldt den ledige kapacitet op med biomassebrændsel.

Rapporten 'BEATE Benchmarking af affaldssektoren 2012 (data fra 2011) Forbrænding' kan findes her og benchmarkrapporten for affaldsforbrænding med data for 2013 her

Miljøstyrelsens Affaldsstatistik 2013 kan findes her

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.