Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Anbefalinger fra Advisory Board om CØ i byggesektoren

12. juni 2017
Anbefalinger fra Advisory Board om CØ i byggesektoren
Anbefalingerne fra Regeringens Advisory Board indeholder en række konkrete forslag til initiativer, som kan støtte bygge- og anlægssektoren i omstillingen mod cirkulær økonomi. Fire ud af 27 anbefalinger fra Advisory Board er rettet direkte mod bygge- og anlægssektoren. Dertil kommer vigtige anbefalinger, der er rettet mod den grundlæggende CØ-omstilling, som er mindst lige så vigtige for byggesektoren.

Den 7. Juni offentliggjorde Regeringens Advisory Board 27 konkrete anbefalinger, der skal styrke Danmarks omstilling til cirkulær økonomi. Bygge- og anlægssektoren er én af de tre områder, som har været prioriteret i Advisory Boards arbejde. 

Fire af anbefalingerne er direkte rettet mod sektoren: 

#12 Udarbejde et cirkulært bygningsreglement
Det omfatter blandt andet, at der fra 2020 indføres et oplysningskrav på alle nybyggerier, med information om materialeindhold, mængden af genbrugte, genanvendte og genanvendelige materialer, samt mængden og antallet af uønskede stoffer, der indgår i bygningen. Fra 2020 bør der indføres en frivillig bæredygtighedsklasse, der skal danne grundlag for en obligatorisk bæredygtighedsklasse fra 2025. 

#13 Udvikle standardiserede bygnings- og produktpas 
Det anbefales, at der udvikles et standardiseret digitalt og frit tilgængeligt bygningspas, samt en produktdatabase for leverandører med digitale oplysningsblade for byggevarer. Desuden skal Dansk Standard arbejde for at etablere og drive et sekretariat for udvikling af en international standard for produktpas. 

# 17 Bygge og købe ind i det offentlige på baggrund af totaløkonomi og livscyklusberegninger 
Det anbefales, at regeringen udvikler nye livscyklus- og totalomkostningsværktøjer, udvider eksisterende totalomkostningsværktøjer med indtægter og udgifter i forbindelse med affaldshåndtering og videresalg, samt indfører krav om at benytte totalomkost- ningsværktøjer som det primære økonomiske tildelingskriterie ved indkøb af udvalgte produkter og i alt offentligt byggeri over 5 mio. kr. 

# 26 Udbrede selektiv nedrivning af byggeri
Det anbefales, at der på baggrund af en analyse stilles krav om selektiv nedrivning, som omfatter hele bygninger og større renoveringer. Forud for selektiv nedrivning skal der udarbejdes en nedrivningsplan som bl.a. kortlægger materialerne og indhold af problematiske stoffer, vurderer materialernes genbrugs og genanvendelsesværdi, samt beskriver hvordan nedrivningen skal ske. Nedrivningsplanen skal udarbejdes af en certificeret virksomhed eller særligt uddannet person. Ved at nedrive selektivt øger man værdien af byggematerialerne og forbedrer miljøbeskyttelsen i affaldshåndteringen.

Anbefalinger på tværs af sektorer
Ud over anbefalingerne, der er direkte målrettet bygge- og anlægssektoren, giver Advisory Board  en række anbefalingerne, som er rettet mod en grundlæggende omstilling til cirkulær økonomi i det danske samfund på tværs af sektorer. De overordnede CØ anbefalinger vil derfor på lige fod med de sektorspecifikke anbefalinger være af stor betydning for en udvikling mod cirkulær økonomi i bygge- og anlægssektoren. 

I det følgende fremhæves to eksempler, som tidligere i DAKOFA regi er diskuteret og fremhævet som værende vigtige drivers mod cirkulær økonomi 

#2 Etablere én indgang til det offentlige for virksomheder, der oplever barrierer for cirkulær omstilling
Under denne anbefaling nævnes de såkaldte ”Green Deals”, som er et koncept udviklet og afprøvet med stor succes i Holland. Med en Green Deal forpligter de relevante myndigheder sig til at arbejde sammen med virksomheden eller partnerskabet om at finde løsninger, der kan accelerere udvikling af cirkulære løsninger inden for den eksisterende regulering.

Som eksempel kan vi nævne, at man i Holland i 2010 etablerede en Green Deal aftale om bæredygtigt beton. Som et resultat af aftalen produceres der i dag beton med tilslag af forarbejdet betonaffald, som afsættes på et kommercielt marked. Læs mere her  

#5  Udvikle standarder som understøtter cirkulær økonomi 
Det fremgår under denne anbefaling af dokumentation af kvalitet af genanvendte råvarer er af afgørende betydning for tilliden til de genanvendte byggematerialer. Det så vi blandt andet på DAKOFAs og VHGBs konference i marts 2017, hvor blandt andre virksomheden Gamle Mursten fortalte om betydningen af at kunne opnå en EPD (miljøvaredeklaration) og CE-mærkning for de gamle mursten i relation til at kunne markedsføre stenene på lige vilkår med nye sten.  

På samme konference blev der også peget på, at de nuværende produktstandarder ofte er udarbejdet i en tid, hvor genanvendelse og genbrug ikke var på dagsordenen. De eksisterende standarder omfatter derfor oftest ikke genanvendelse og kan i værste fald udgøre en egentlig barriere. Opfordringen fra konferencedeltagerne til Advisory board var derfor også, at der skal udvikles nye standarder og normer for byggematerialer, hvor genbrugte og genanvendte materialer indgår på lige fod med nye materialer. Kravene til genanvendte materialer skal følge de krav, der stilles til nye materialer. I de tilfælde, hvor der ikke eksisterer krav til nye materialer, skal der opstilles standardkrav for de genanvendte materiale for at sikre dokumenteret kvalitet.  (læs mere her)

Det er derfor også glædeligt at konstatere, at Advisory Board anbefaler, at Dansk Standard arbejder for at nedsætte og drive sekretariater for udvikling af udvalgte internationale standarder, der vil fremme cirkulær økonomi.

I DAKOFAs netværk glæder vi os til at følge Regeringens udmøntning af anbefalingerne. Anbefalingerne fra Advisory Board kan ses i sin helhed her

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.