Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Alle københavnere skal kildesortere madaffald inden årets udgang

11. maj 2017
Alle københavnere skal kildesortere madaffald inden årets udgang
Efter sommerferien skal der uddeles 270.000 køkkenkurve til madaffald og opsættes 24.000 madaffalds-containere i København. I Odense forventes byrådet at få forelagt en indstilling i 2018 om at indføre kildesortering af madaffald i fuldskala – resultaterne fra de igangværende forsøg er positive.

Der sker virkelig noget i Danmark med at indføre kildesortering af organisk dagrenovation i fuldskala. Det var tydeligt på DAKOFA konference den 9. maj om genanvendelse af organisk dagrenovation, hvor 16 oplægsholdere fra hele landet videregav erfaringer og råd.

Uddrag fra dagens oplæg om kildesortering af madaffald er gengivet nedenfor.

Sørg for at skiltningen på affaldsbeholdere er tydelig og letforståelig samt at alle beboere har adgang til en sorteringsvejledning, gerne på flere sprog. ’Madaffald’  er et godt fraktionsnavn, fordi det sætter fokus på at det er affald fra køkkenet, og borgerne forstår det umiddelbart. Inddrag viceværter og ejendomsfunktionærer og gør dem til affaldsambassadører.

Uddel grønne poser og indendørs små beholdere til det kildesorterede madaffald. Komposterbare bioposer fungerer i praksis, hvis de er af en kraftig kvalitet. Grønne poser giver et tydeligt budskab og gør, at det er nemmere at kontrollere affaldet bagefter i den udendørs beholder.

Ordningerne bør være obligatoriske men fleksible fx med fritagelse ved pladsmangel eller mulighed for at udsætte indførelsen i visse ejendomme, som ønsker at anlægge særlige løsninger for at få plads til de flere udendørs affaldscontainere. Borgerne er generelt villige til mange affaldsbeholdere, hvis det giver mening.

Indførelse af nye sorteringsordninger i hele kommunen og for alle borgere på én gang giver fokus og gennemslagskraft, men det kræver normalt lang tids direkte dialog og involvering. Forsøg kan forberede og forbedre ordningerne for resten af kommunen. Det giver også god mulighed for, at politikerne kan møde borgerne fra forsøgområderne inden beslutningsprocessen.

Odense afslutter til efteråret en forsøgsordning med kildesortering i dobbeltbeholdere, og de foreløbige resultater er positive. Der forventes politisk behandling i 2018 om at indføre kildesortering af madaffald mv. i hele byen.

Københavns Kommune har et mål om 45 % genanvendelse i 2018 og for at nå dette mål har teknik- og miljøudvalget i september 2016 besluttet, at der skal indføres kildesortering af organisk dagrenovation i alle 280.000 lejligheder og 20.000 villaer (villaerne kan fravælge den obligatoriske ordning). PostNord skal omdele 270.000 køkkenkurve til bioaffald til alle lejligheder inden udgangen af 2017. Kommunen opsætter 16.000 stk. 190 liters beholdere ved etageejendommene og 7.500 stk. 140 liters beholdere ved enfamilieboligerne. Der forventes opfølgende dialog om ordningen og diverse tilpasninger i 2018-2019.

Generelt anses det at være vanskeligt for kommuner med en høj andel af etageboliger at nå Affaldsstrategiens 2022-mål om 50 % genanvendelse af husholdningsaffald (7 udvalgte fraktioner). Sorteringseffektiviteten er lavere for etageboliger end for enfamilieboliger og madaffalds-potentialet er som udgangspunkt lavere. Som udgangspunkt kræves der en stor informationsindsats og hjælp til alle boligforeninger.

Alle præsentationer fra DAKOFA konferencen 'Genanvendelse af organisk dagrenovation. Indsamling, sortering, kvalitet og køretøjer', som blev afholdt den 9. maj 2017, kan findes her 

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.