Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Affaldssektoren i en cirkulær økonomi – hvad skal der til?

05. april 2016
Affaldssektoren i en cirkulær økonomi – hvad skal der til?
På mødet i Teknisk Råd den 15. marts 2016 fremlagde Energistyrelsen resultaterne af evalueringen af affaldsreformens fase 1 samt status for den kommende fase 2. Desuden fremlagde Miljøstyrelsen EU-kommissionens cirkulær økonomi-pakke, herunder særligt ændringsforslagene til affaldsdirektivet.

På baggrund af ideerne og tankerne bag de kommende udspil til nye rammebetingelser for affaldssektoren og EU-Kommissions handlingsplan for cirkulær økonomi gennemførte Teknisk Råd en workshop, hvor Rådet gav deres bud på de nye muligheder, hvordan mulighederne udnyttes og hvad der er de vigtigste udviklingsbehov.

Affaldssektoren i en cirkulær økonomi – hvad skal der til

I takt med udviklingen i retning af en cirkulær økonomi forventes flere aktører på ressource-markedet, og langt mindre affald i den traditionelle affaldssektor. Affaldssektoren har på nuværende tidspunkt en enestående mulighed for at blive en del af fremtidens ressourcesektor og herved indtage rollen som sekundær råvareleverandør. Den cirkulære økonomi er en strukturel ændring af, hvordan man håndterer ressourcerne i samfundet, og affaldssektoren vil opleve større og ændrede krav til affaldssortering; både i form af kildesortering og i form af central sortering, hvilket vil skabe nye forretningsmuligheder for sektoren.

CØ-pakken vil efter Rådets mening skabe øget vilje og dermed muligheder for udvikling af genanvendelsesteknologier, der kan bidrage til, at udbuddet og kvaliteten af de sekundære råvarer vil stige.

Teknisk Råd lægger vægt på EU-kommissionens kommende arbejde med at skabe øget kvalitet i genanvendelsen, hvilket anses for at være centralt for udviklingen - og herunder for udnyttelsen - af de muligheder, der ligger i den cirkulære økonomi. I takt med, at der bør arbejdes intenst på kvalitetskrav/-standarder, er det samtidig yderst central for Teknisk Råd, at der netop arbejdes på at udvikle en administrativ enkel og sammenlignelig opgørelser af genanvendelsen på EU-plan.

Ved at satse på at øge genanvendelsen vil udbuddet af sekundære råvarer stige, hvilket vil skabe en ny markedssituation for produktionsvirksomhederne i EU. Uden kvalitet og en sikker håndtering af miljøfarlige stoffer i affaldet vil der til gengæld være en høj risiko for spredning af farlige stoffer i den cirkulære økonomi, hvilket vil være yderst problematisk.

For at få en høj kvalitet i de sekundære råvare peger Teknisk Råd på, at der bør ses på mulighederne for at skabe flere ”lukkede” tilbagetagningsordninger i stil med Dansk Retursystem. For stimulere markedet for sekundære råvarer er det også vigtigt, at der satses på grønne offentlige indkøb, hvor der lægges vægt på, at genanvendelse er tænkt ind i produkterne via produktion fra genanvendte og/eller genanvendelige materialer.

Teknisk Råd peger endvidere på, at CØ-pakken åbner for, at forebyggelse af affald kan spille en langt større rolle for affaldssektoren. Affaldssektoren får en helt ny for mulighed for at udvikle sig fra affaldssektor til ressourceforvalter. Sektoren bør gribe disse nye muligheder og være ”first mover”. Der er muligheder for nye kunder i butikken, og sektoren bør arbejde for at understøtte producenternes nye forretningsmodeller. Affaldssektoren skal i gang med at arbejde med eksempelvis genbrug, reparation og re-design af produkter. Sektoren skal åbne sig for udviklingen og se mulighederne for at arbejde med at videndele samt indgå i samarbejder med producenter.

Samtidig kan sektoren udnytte mulighederne i at udvikle industrielle symbioser, som ikke er geografisk afgrænset. Der er med andre ord en åbning for nye aktører på markedet, som kan binde ressourcekredsløbene sammen.

Nye, iderige entreprenører skal lettere kunne komme ind med innovative løsninger. Der er i dag begrænsninger i lovgivningen som reducerer mulighederne for at arbejde på tværs af sektorerne. Der skabt nogle lukkede rammebetingelser, som forhindrer samarbejde med nye aktører på området. Rammerne bør indrettes, så der skabes mulighed for kreativ tænkning – man må være åben for at tænke helt ud af de eksisterende rammer. Det er dog yderst vigtigt at miljøbeskyttelsen tænkes ind i denne reform af rammebetingelserne. Der skal findes en optimal organisering og regulering, som stimulerer en udvikling i retning af tilstedeværelsen af gode råvarer. Samtidig er det vigtigt, at der sker en tilpasning af forbrændingskapacitet, og at energiudnyttelsen af affald indrettes til fremtidens energisystem.

Teknisk Råd består af personer, der har erhvervet sig en sådan indsigt og erfaring på DAKOFAs fagområde, at de kan fremme kompetencecentrets arbejde og fremme kontakten mellem højere læreanstalter, forskningsinstitutterne, de offentlige myndigheder og erhvervslivet.

Teknisk Råd har til opgave at fastholde et højt fagligt niveau gennem rådgivning og inspiration til DAKOFAs bestyrelse og netværk i faglige spørgsmål af principiel karakter. Teknisk Råd består i øjeblikket af 46 medlemmer. Her på DAKOFAs hjemmeside fremgår hvem der pt. har plads i Teknisk Råd

 

 

Læs mere i vidensbanken

Cirkulær økonomi
Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.