Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: 1,6 mia. euro ligger gemt i Nordens elektronikaffald

28. juni 2016
1,6 mia. euro ligger gemt i Nordens elektronikaffald
En ny rapport fra nordisk ministerråd indikerer, at øget genanvendelse af kritiske metaller fra WEEE kan medføre besparelser på op mod 500.000 tons CO2-eq om året i perioden 2015-2020 samt økonomiske gevinster på 1,6 mia. euro.

”Den cirkulære økonomi vil medføre betydelige gevinster for både økonomi og miljø!”
Udsagnet er velkendt, men passer det virkelig? En ny rapport fra nordisk ministerråd har undersøgt mulighederne og således vurderet de økonomiske og miljømæssige gevinster ved at genanvende kritiske metaller fra WEEE i de fire største nordiske lande.

Mere specifikt undersøger projektet tilstedeværelsen af 11 forskellige kritiske metaller i fem udvalgte elektronikproduktgrupper: mobiltelefoner, PC’ere, fladskærms TV’er, bærbare computere og genopladelige batterier. I projektet har man kortlagt affaldsmængderne for hver af disse fem produktgrupper ved at kombinere salgsdata med den gennemsnitlige levetid for det enkelte produkt. Disse salgsdata har man herefter kombineret med den enkelte produktgruppes indhold af kritiske metaller, hvorefter man har kunnet estimere genanvendelsespotentialet for de 11 udvalgte metaller. Endelig har en kobling med eksisterende livscyklusdata betydet, at man har kunnet vurdere potentielle miljøgevinster ved at genanvende de kritiske metaller fra de fem produktgrupper, mens de økonomiske gevinster ved udvinding af metallerne er vurderet ud fra gældende markedspriser.

Resultaterne viser, at der i affaldsmængderne er størst mængder kobolt og litium (primært på grund af deres tilstedeværelse i batterier), mens der også findes store mængder guld og sølv. Både de miljømæssige og økonomiske gevinster skal primært findes ved udvinding af især guldet, men også sølv og palladium.

Betydelige gevinster ved øget genanvendelse
Det samlede besparelsespotentiale for udledning af klimagasser vurderes at være i størrelsesordenen 500.000 tons CO2-eq om året i perioden 2015-2020, mens de økonomiske gevinster vurderes i størrelsesordenen 1,6 mia. euro. De økonomiske gevinster kan primært tilskrives den høje værdi og store mængde af guld, og alene i 2015 vurderer man, at der har været 45 tons guld gemt i det nordiske WEEE.

Resultaterne er (som altid) baseret på både antagelser og estimater, men rapportens forfattere vurderer alligevel, at resultaterne giver et retvisende billede af de overordnede potentialer for både økonomi og miljø. I tillæg understreger de også, at der potentielt kan ligge yderligere og væsentlige gevinster gemt i øvrige produktgrupper, og at en nærmere undersøgelse af henholdsvis mængder og indhold af kritiske metaller i andre typer af produkter vil kunne give et estimat af potentialerne.

Hvordan kommer vi videre?
I rapporten peger man på fire overordnede udfordringer i forhold til øget genanvendelse af kritiske metaller fra WEEE:

  • Kun ganske få anlæg har den nødvendige teknologi til at adskille de enkelte metaller hver for sig
  • De få europæiske anlæg har svært ved at skabe stordrift
  • Europæisk og national lovgivning sætter kvantitative mål for genanvendelse, hvilket favoriserer genanvendelse af de traditionelle metaller, som findes i større mængder, frem for de kritiske
  • Manglende data for tilstedeværelsen af kritiske metaller i specifikke produktgrupper gør det svært at præsentere passende politiske virkemidler.

Med udgangspunkt i ovenstående udfordringer foreslår man, at de nordiske regeringer sætter ind for at få indsamlet de kritiske metaller ved eksempelvis at:

  • Skabe særlige incitamenter for at indsamle produkter med et højt indhold af kritiske metaller
  • Sætte øget fokus på kvalitet i genanvendelsen frem for blot kvantitet
  • Standardisere og målrette genanvendelsen af de kritiske metaller


Du kan læse hele rapporten her

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.